I Gellerup og Toveshøj er trygheden faldet kraftigt det seneste år. En tryghedsmåling viser, at andelen af trygge borgere i Gellerup og Toveshøj er faldet fra 71,2 til 52,9 procent. Til gengæld er tilliden til politiet hos beboerne i områderne uændret høj: 83,1 procent har tillid til politiets indsats.
Også i resten af Østjylland er trygheden faldet. Den nyeste tryghedsmåling, hvor et udsnit af borgerne bliver spurgt om deres tryghedsfølelse, viser, at 85,1 procent af borgerne i Østjyllands politikreds føler sig trygge. Det er et fald fra de 92 procent, som målingen viste i 2016.
Hos Østjyllands Politi er politidirektør Helle Kyndesen overbevist om, at bandekonflikten, spiller en stor rolle i forhold til den øgede utryghed.
– Med den voldsomme bandekonflikt vi så i løbet af 2017, kan jeg sagtens forstå, at flere borgere i Østjylland har følt sig mindre trygge. Men jeg glæder mig over, at tilliden til politiet fortsat er meget høj og ikke er faldet. Det viser mig, at borgerne anerkender vores indsats med at slå hårdt ned på de kriminelle bander, der har skabt utryghed i området, siger politidirektør Helle Kyndesen.
Hun forsikrer, at Østjyllands Politi vil arbejde hårdt for at skabe mere tryghed for borgerne i hele politikredsen.
– Vores hovedopgave er at skabe tryghed, så det er selvfølgeligt bekymrende, når antallet af trygge borgere falder. Vi vil rigtig gerne have vendt udviklingen, og det tror jeg også, vi er godt på vej til. Der har været ro i bandekonflikten længe, og vi er i fuld gang med forskellige præventive indsatser, der gerne skulle resultere i, at borgerne i Østjylland kan føle sig trygge , for eksempel i nattelivet, siger Helle Kyndesen.
Konkrete tiltag i gang
Projektet ”Tryg i Aarhus” er et af eksemplerne på indsatser, der har som formål at skabe mere tryghed. Her sætter Østjyllands Politi sammen med Aarhus Kommune konkrete tiltag i gang på seks områder som eksempelvis digital tryghed, forebyggelse af indbrud og byens natteliv.
Også i Aarhus Vest er der initiativer i gang.
– Vi har for eksempel haft flere målrettede færdselsindsatser, fordi vi kan se, at der er for mange, der kører hensynsløst i området, og de indsatser fortsætter vi med i 2018. Derudover har vi for nyligt ansat flere forebyggelsesmedarbejdere, der skal have deres daglige gang i området. Vores politi i Aarhus Vest fortsætter med deres meget synlige arbejde i området, og så vil jeg også fremhæve det gode samarbejde, vi har med kommunen og boligforeningerne, siger Helle Kyndesen.
Borgmester glad for nye indsatser
I Aarhus Kommune er borgmester Jacob Bundsgaard glad for de nye indsatser og understreger det gode og tætte samarbejde mellem kommunen og politiet:
– Vi har i Aarhus et virkeligt godt samarbejde med politiet i forbindelse med indsatser både i vores udsatte boligområder og i byen generelt. Det er klart, at når vi oplever en landsdækkende bandekonflikt, som den vi så sidste år, så påvirker det borgernes oplevelse af tryghed, ikke mindst i de områder, der har været direkte berørt, siger Jacob Bundsgaard.
– Østjyllands Politis håndtering af bandekonflikten har været håndfast og yderst effektiv, og det har affødt stor opbakning og tillid til politiet. Sammen har vi fokus på at sikre, at borgerne i Aarhus fortsat oplever vores by som et trygt sted at være, og vi har derfor et godt afsæt til af genetablere trygheden, udtaler borgmesteren.
Tryghedsundersøgelsen måler trygheden og tilliden til politiet i hele landet, i de 25 særligt udsatte boligområder, i de fem største byer og i de 12 politikredse. Rapporten er baseret på mere end 11.000 besvarelser, som er indsamlet fra juni til oktober 2017.