Flere nybyggerier er på vej inde mellem Gellerups velkendte høje boligblokke. Blandt andet vil JCN Bolig opføre 4-6-etagers boliger i røde mursten. Men planerne møder modstand fra Gellerup Fællesråd og en række beboere, som mener at arkitekturen er helt forfejlet.
”Det smukkeste i Gellerup er, at der er åbent og at blokkene ikke er tæt på hinanden. Man kan mærke både lys og luft.”
Sådan lyder det fra en af de beboere, som i et høringssvar til Aarhus Kommune protesterer mod planerne om at opføre nye etage-byggerier midt i Gellerup langs Trille Lucassens Gade.
Entreprenør-virksomheden JCN Bolig A/S planlægger sammen med PKA Pension at bygge 163 nye boliger nord og syd for de tre ikoniske Gellerup-blokke, der kaldes B5, B6 og B7.
JCN Bolig og PKA Pension ønsker at bygge hovedparten af de 119 etage-lejligheder langs Trille Lucassens Gade, mens der efter planen skal opføres 44 rækkehuse i to etager ned mod Gudrunsvej, hvor der tidligere har ligge to daginstitutioner.
”Tarveligt, fantasiløst og respektløst”
Især de skitserede 4-6 etagers boligblokke på Trille Lucassens Gade tæt på ”Den gyldne port” møder kritik. Både Gellerup Fællesråd, afdelingsbestyrelsen og en række beboere mener, at arkitekturen rammer helt ved siden af – set i forhold til arkitekt Knud Blach Petersens velkendte modernistiske byggestil.
”Bebyggelsen står i skarp kontrast til den omkringliggende arkitektur, og fremstår som et tarveligt, fantasiløst og respektløst forsøg på at pakke de ikoniske Gellerup blokke væk fra alle sidder,” skriver en beboer i et af de 10 høringssvar.
”Hvis der skal byfortættes, og det skal der åbenbart, så tænk bygningerne ind i en mere menneskelig skala, der har et godt samspil med den nuværende arkitektur og dens solide højfunktionelle værdier og lad være med at bygge i højden rundt om blokkene. Man skulle ærligt tro at planlæggerne aldrig har været der før.”
En anden beboer skriver, at hun mener, de nye boligblokke vil se klodsede ud og ødelægge udsigten og helheden i lokalplanen:
”Min kæreste og jeg takkede ja til lejligheden og området, da vi ønskede at bo i byen men alligevel med luft og små haver i mellem. Jeg vil følge mig indespærret, hvis forslaget bliver vedtaget og søge andet hjem,” skriver hun.
Ligner en lang rød mur
Gellerup Fællesråd og afdelingsbestyrelse er ligeledes bekymrede for, hvordan de nye rødstensbygninger vil passe ind i Gellerupparken:
”Vi synes på ingen måde, at det foreslåede røde murstensbyggeri med skrå sadeltage indpasser sig med respekt for de oprindelige bebyggelsesstrukturer.
Gellerupplanen var en gennemtænk smuk plan lavet af arkitekt Knud Blach Pedersen, hvor de syv høje ikoniske betonblokke, der nærmest flyder ned ad Gudrunsvej, ligner en smuk flåde af hvide sejlskibe,” skriver de i det fælles høringssvar.
De mener, at byggeriet ud mod Trille Lucassens Gade ligner en lang rød mur, som på ingen måde passer ind i den omkringliggende byggestruktur.
”For at sikre et større udsyn mellem de nye boligblokke kunne en bedre løsning være at bygge flere etager, men med flade tage og i stedet for lade bygningsmassen blive smallere, så der kan sikres etbredere gennemsyn mellem de tre foreslåede etage-blokke.”
I kontrast til ”Den gyldne port”
Endnu et høringssvar nævner ”Den gyldne port”, der ligger få hundrede meter væk. Beboeren mener som flere af de foregående, at byggeriet bør holdes i samme stil og farve som det, der allerede er i området:
”For 5 år siden slog man hul i en boligblok i Gellerup og kaldte hullet “Den gyldne port”. Den var man stolt af og sammenlignede den med den danske arkitekt Speckelsens triumfbue i Paris. Så skal man da ikke smække en stor, rød bygning op ved siden af den!”
Ud over kritikken af arkitekturen lyder ønsket fra flere beboere på flere parkeringspladser, legepladser, fælles opholdsarealer og mere grønt i området.
Høringsfristen er overskredet, og Teknik og Miljø er nu i gang med at vurdere høringssvarene og udarbejde et udspil til endelig lokalplan for området.