Østjyllands Politis færdselsbetjente var en tur i Aarhus Vest i fredags, og ud over dele 23 sigtelser ud for diverse færdselsforseelser, lykkedes det dem også at fange en 20-årig mand, der blev sigtet for at køre pirattaxa. Det kan koste en bøde på 35.000 kr.
Betjentene fattede mistanke til den 20-årige på den måde, han kørte rundt i et villakvarter på. Da han kørte ind til et busstoppested og samlede en person op og kørte videre, standsede en patrulje ham. Både passager og fører forklarede, at de skam kendte hinanden, men efter nogle kontrolspørgsmål fra betjentene, faldt den forklaring fra hinanden. Den 20-årige fører blev derfor sigtet for pirattaxakørsel – en forseelse, der kan koste 35.000 kroner i bøde, hvis han bliver dømt.
Den 20-årige var ikke den eneste, der gjorde sig bemærket på dagen. En 21-årig mand kørte over for rødt lige foran en civil patrulje, mens en anden bilist blev målt til 113 km/t på Silkeborgvej, hvor man max må køre 60 km/t.
Kunne ikke gemme sig
En patrulje fra lokalpolitiet i Aarhus Vest holdt søndag kl. 11.30 for rødt lys på Edwin Rahrs Vej, da de så, at der i bilen ved siden af sad en mand, som betjentene kendte, i færd med at tænde, hvad der lignede en joint.
Da manden fik øjenkontakt med den ene af betjentene, steg han ud af bilen, som han lod stå, og gik væk i retning mod Bazar Vest. Betjentene vidste, at manden var frakendt førerretten, og de råbte ham derfor an og oplyste, at han var sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Manden begyndte derefter at løbe og stak af fra betjentene. Desværre for ham, kender betjentene ham så godt, at det eneste, han fik ud af det, var endnu en sigtelse for at flygte fra politiet. Begge sigtelser blev præsenteret for den 25-årige mand, da betjentene mødte ham igen senere på aftenen.
Kilde: Politiets døgnrapport