Østjyllands Politi fik mandag aften ved 22.30-tiden en anmeldelse om skyderi i nærheden af Gellerup Kirke. En 28-årig blev anholdt, men er løsladt igen. Politiet søger vidner, som har hørt eller set noget. Den mobile politistation er i området fra kl. 15.00 tirsdag eftermiddag.
Østjyllands Politi fik mandag kl. 22.37 en anmeldelse fra en borger, der fortalte, at han havde hørt nogle skud blive affyret i nærheden af Gellerup Kirke. Flere patruljer kørte til stedet, og på Gudrunsvej opdagede nogle betjente en mindre gruppe mænd stikke af, da de så politiet.
Det lykkedes betjentene at få indhentet en 28-årig mand, som blev anholdt og sigtet for besiddelse af skydevåben på et offentligt sted. Da der ikke umiddelbart var grundlag for at varetægtsfængsle den 28-årige, blev han løsladt efter endt afhøring.
Omkring Gudrunsvej fandt politiet flere afskudte patronhylstre, men der var intet tegn på, at nogen var blevet ramt af skud, og der er ikke kommet nogen anmeldelser om tilskadekomne.
Politiet søger vidner
Østjyllands Politi sikrede spor i området, foretog flere afhøringer og episoden bliver nu efterforsket nærmere for at afklare hændelsesforløbet.
I den forbindelse hører politiet gerne fra eventuelle vidner, der har hørt eller set noget relateret til skudepisoden. Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi på tlf. 114 eller ved henvendelse hos lokalpolitiet i Aarhus Vest.
Den mobile politistation vil i løbet af tirsdag eftermiddag stå nogle timer på p-pladsen ved Gellerup Kirke og City Vest fra omkring kl. 15.00, hvor lokalbetjente fra Aarhus Vest vil stå klar til at få en snak med borgere i området.
”Ud fra vores indledende efterforskning, er der ikke noget, der tyder på, at skudepisoden er banderelateret, men det er selvfølgelig utrygt og fuldstændigt uacceptabelt, at der bliver affyret skud på åben gade. Derfor er det også en sag, vi tager meget alvorligt, ” siger politiinspektør René Raffo.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.