Vores Brabrand forsøger at komme rundt i alle hjørner af lokalsamfundet, men der er vinkler, som vi af naturlige årsager har svært ved at få med. Lokalmediet etablerer derfor en unge-redaktion, der skal fortælle om børn og unges hverdagsliv i Brabrand. Journalistikken udkommer på Instagram.
Det har længe været et mål for Vores Brabrand at få flere facetter og vinkler på hverdagslivet i bydelen frem. Blandt andet ønsker vi, at børn og unge også kan identificere sig med dele af journalistikken for og med Brabrand.
Et samarbejde med den amerikanske journalist Angie Bacha gør det nu muligt at etablere en unge-redaktion i Brabrand. Hun har en baggrund bl.a. som en del af det nyskabende lokalmedie i Philadelphia, Resolve Philly, og er i øjeblikket i Aarhus, hvor hun arbejder hen imod sin kandidatgrad.
Den nye unge-redaktion
Som en del af sit studie på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, vil hun bruge en del af foråret i Brabrand, hvor hun bliver nøgleperson i etablering af den nye ungeredaktion.
Hun ønsker at udvikle journalistik for og med unge, og det passer perfekt med Vores Brabrands ambition. Vi håber at samle et hold af 13-18-årige, som bliver introduceret til journalistisk metode og lærer teknikker til at producere fængende historier på Instagram.
Vores planer
Hvis du er mellem 13 og 18 år, bor eller bruger en stor del af din tid i 8220 Brabrand – og er interesseret i at snuse til journalistik – så er det helt sikkert noget for dig.
Vi går i gang i slutningen af april og producerer og udgiver en masse historier i løbet af maj og juni. Så holder vi en kæmpe fest, og beslutter så sammen, hvordan journalistikken skal udvikle sig videre frem.
Åben redaktion
Angie vil lede unge-redaktionens arbejde og kommer til at stå for undervisning, coaching og feedback i samarbejde med Vores Brabrands redaktør, Peter From.
Redaktionen vil holde åbent hver eftermiddag, og du kan altid smutte forbi, lige når du har brug for et tip eller hjælp til en historie.
Det meste foregår på engelsk, når vi snakker sammen, men det skal du ikke være bekymret for.
Det forventer vi af dig
Du behøver ikke at vide en masse om journalistik på forhånd. Det vigtigste er, at du har lyst til at fortælle historier om din og dine jævnaldrendes hverdag her i Brabrand.
Du skal kunne deltage i fælles møder 1-2 gange om ugen i hele maj måned, og du skal have mod på hurtigt at prøve metoderne af. Men præcis hvordan vi skal samarbejde, finder vi ud af sammen.
Intromøde
Vi holder et intro-møde d. 19. april kl. 15-16 på Gellerup Bibliotek, Karen Blixens Boulevard 23. Her vil vi fortælle om vores tanker og ideer – og vi vil høre om de ting, du brænder for! Så lægger vi sammen de første planer for, hvordan vi skal arbejde – og beslutter hvad det nye medie skal hedde.
Lidt mere om Angie
Før Angie kom ind i journalistikkens verden, arbejdede hun i flere år i nonprofit-organisationer, hvor hun har været med til at skabe kunst-programmer for unge, har bygget huse til hjemløse og har anlagt naturstier.
I sin fritid nyder Angie at lave sjov og optræde med sit comedy team, “The Right Hands”. Hun er vild med at klatre på klipper og at prøve ny slags mad.
Hun tror på lokal community-baseret journalistik, der fokuserer på løsninger i vores verden frem for bare problemer.
Tag kontakt
Send lige en email til VoresBrabrand@gmail.com og fortæl at du er interesseret – eller mød bare op på vores intromøde d. 19. april kl. 15-16. Vi tager imod dig i indgangen og glæder os til at se dig!