
En tidligere industri-ejendom på hjørnet af Truevej og Høiriisgårdsvej er på vej mod en ny fremtid. Ejendommen, der tidligere husede Odd Fellow Loge 101 Hans Broge, er overtaget af Islamisk Kultur- og Undervisningscenter i Danmark, Dikev Fonden, der er i gang med at renovere bygningen.
Tilbage i 1950´erne og ´60erne var bygningen en del af en blomstrende industri i Brabrand, hvor brødrene Henry og Ove Dalgaard Sørensen fra 1958 havde stor succes med Dalsøgas, der solgte flaskegas til hele Danmark.
I ejendommen, der indtil for kort tid siden var pudset gul, kunne virksomheden fylde 2500 flasker gas om dagen. Siden har Odd Fellow Loge 101 Hans Broge haft gode tider på adressen – og alt tyder på at bygningen er på vej i endnu en helt ny retning.

Den har været til salg siden 2023, og opslag på tinglysning.dk viser, at ejendommen i efteråret 2024 er overtaget af Islamisk Kultur- og Undervisningscenter i Danmark, Dikev Fonden for 4,5 mio.kr. – mens ejendomsværdien er angivet til 3 mio. kr.
Fonden skriver på sin hjemmeside, at den støtter kulturelle, sociale og undervisningsmæssige aktiviteter ved at oprette og drive “skoler, moskeer, forsamlingssteder og lignende, samt kulturelle foreninger”. Den ejer en lang række ejendomme landet over – blandt andet en tidligere industribygning i Hasselager, der er lejet ud til Selam Privatskole, og en villa på Nørre Allé 34 i Aarhus. Villaen huser ifølge Aarhus Wiki blandt andet Islamisk Menighed i Aarhus, Den Tyrkiske Kvindeforening samt Aarhus Ungdoms- og Kulturforening.
Såvidt Vores Brabrand erfarer har flere lokale foreninger allerede taget den nye bygning i Brabrand til sig. Det gælder både Brabrand Ungdoms- og Kulturforening og Brabrand Kvindeforening, der begge står for undervisnings- og kultur-aktiviteter i Brabrand-området.
De har begge på Instagram delt et opslag med et billede af bygningen og overskriften “Nyt uddannelsescenter, forening og moské på vej”.
“Brabrand Ungdoms- og Kulturforening har netop taget et vigtigt skridt fremad. Dikev har underskrevet købsaftalen for denne smukke bygning, som vi skal i gang med at renovere,” skriver foreningen yderligere på Instagram og nævner nogle kommende muligheder i bygningen:
- En masjid (moské på arabisk, red.) med plads til alle
- Specielle områder dedikeret til kvinder
- Undervisningslokaler til både børn og voksne
- Faciliteter til vores unge brødre og søstre
Dikev Fonden har tilsyneladende iværksat en indsamlingskampagne, hvor de indsamlede midler skal gå til renovering af bygningen, der skal fungere som et nyt samlingspunkt for lokalsamfundet.
“Lad os sammen realisere denne drøm og skabe et sted, hvor vi kan dyrke vores tro, uddanne vores børn og styrke vores fællesskab,” lyder det i meddelelsen fra Brabrands Ungdoms- og Kulturforening.
Ny forening på adressen
Beskeden om, at bygningen på Høiriisgårdsvej blandt andet skal anvendes til moské, har fået flere naboer til ejendommen til at spærre øjnene op.
“Camii ve külliyesi”, star der blandt andet på tyrkisk i tilknytning til et billede af den tidligere logebygning. Det oversætter Google til “Moskeen og dens kompleks”.
Det vides endnu ikke, hvilke konkrete planer om en moské, der ligger for bygningen. Vores Brabrand kan dog se, at der i foråret 2024 er stiftet en forening med navnet Brabrand Islamisk Menighed på adressen.

Som nævnt glæder Brabrand Ungdoms- og Kulturforening sig på sociale medier over anskaffelsen af bygningen, og det samme gør Brabrand Kvindeforening.
Begge foreninger er tyrkiske kulturforeninger, der så vidt vides i en årrække har stået bag kulturelle og idrætslige aktiviteter i Brabrand-området – først og fremmest for børn og unge med tyrkisk baggrund, men ind i mellem også som deltager i bredere aktiviteter.
Vores Brabrand har taget kontakt til begge foreninger for at høre om deres planer i den nyerhvervede bygning, men ingen af dem er i den forløbne uge vendt tilbage. Vi har ligeledes spurgt Dikev Fonden om planerne med bygningen, men heller ikke herfra er der endnu kommet svar.
Du kan følge begge foreninger på Instagram – Brabrand Ungdoms- og Kulturforening her og Brabrand Kvindeforening her.
Læs også: