Der er ikke længere solgaranti på Hovedgaden, efter at SunOne Solcenter lukkede kort før jul. Efter en overvældende stor Facebook-debat om mulige nye lejere af lokalerne Hovedgaden 56-58 er en aftale nu på plads: Klinik for Fodterapi rykker ind i de ledige lokaler i Brabrandhus.
Forventningerne var tårnhøje blandt Brabrand-beboerne, efter at ejeren af Brabrandhus, Paw Simon Krogh, på Facebook-spurgte, hvad de kunne tænke sig af nye virksomheder i Hovedgaden. Anledningen var, at ejeren af det daværende solcenter havde opsagt sit lejemål.
233 kommentarer blev det til hen over julen med ønsker om at få en cykelsmed, gastro-pub, slagter, helsekost, blomsterbutik, italienske specialiteter og diverse take away-restauranter.
Men fødderne skal også have det godt, og det sørger de fire fodterapeuter i Klinik for Fodterapi for. Og det er der så stor efterspørgsel på, at de mangler plads. Det får de nu på Hovedgaden 56-58, hvor de bliver naboer til Frisør Lindskov på den ene side og Danmission Genbrug på den anden.
Forventer kortere ventetid
De to indehavere, Lotte Qvist og Dorte Middelbo Levinsen, glæder sig. Selvom de kun rykker seks husnumre, giver de nye 97 kvadratmetre dem helt nye muligheder. Først og fremmest får de dér tre behandlingskabiner mod nu to.
”Vi har i øjeblikket en ventetid på op til fire uger, men den skulle gerne falde, når vi rykker ind i de nye lokaler”, siger Lotte Qvist.
Men hun forklarer, at den ekstra plads især vi gavne patienter uden offentligt tilskud. På grund af regionernes system med ydernumre og omsætningsloft ikke er helt enkelt at øge antallet af tilskudsberettigede behandlinger.
Men de fire statsautoriserede fodterapeuter i klinikken glæder sig til at få mere plads. De får nu et baglokale, hvor de kan mødes, og der bliver desuden handicapvenlige toiletter til patienterne.
”Vi glæder os også til at få lukkede kabiner, hvor vi kan snakke med vores patienter, uden at andre kan høre det. Det er en diskretion, mange vil sætte pris på”, siger Lotte Qvist, som sammen med Dorte Middelbo startede Klinik for Fodterapi i Brabrand for 22 år siden, da de begge var nyuddannede.
Svært for solcentrene
Med lukningen af SunOne Solcenter sluttede en epoke. Igennem mange år har der været solgaranti på Hovedgaden 56-58, hvor der også har stået navne som Sun2Day og MEDDO Solcenter på facaden.
Landet over er de mindre solcentre lukket på stribe, i takt med at blandt andre Kræftens Bekæmpelse har advaret mod en øget risiko for at udvikle modermærkekræft, hvis man går i solarium.
Overvældende stor interesse
Paw Simon Krogh, som ejer Brabrandhus inklusive lejemålene ud mod Hovedgaden, glæder sig over, at det så hurtigt er lykkedes at få en ny lejer på plads i de ledige lokaler.
”Det var jo helt vildt, så mange der var inde og kommentere på mit opslag om de ledige lokaler. Det vidner jo om en helt overvældende stor interesse for, hvad der sker i Hovedgaden,” siger Paw Simon Krogh.
Han har i de seneste uger været i dialog med en række interesserede lejere. Af forskellige årsager blev det Klinik for Fodterapi, der fik tilbudt en lejekontrakt.
Paw Simon Krogh har nu tilbudt ejeren af ejendommen Hovedgaden 52A at formidle kontakt til potentielle lejere og i øvrigt hjælpe med at leje lokalerne ud.
”Hvem ved, mon ikke det lykkes at tiltrække en helt ny forretning til Hovedgaden,” siger han.