
Den nyetablerede Gellerup Kunstklub vil inddrage lokale beboere i at præsentere kunst i det offentlige rum. Forleden holdt kunstklubben sin første fernisering midt på Karen Blixens Boulevard, hvor videoværket Wowen Memory blev vist og diskuteret.
Solen skinnede, og der blev serveret is og friskbrygget arabisk kaffe, da Gellerup Kunstklub forleden debuterede som leverandør af udendørs kunst-oplevelser i Gellerup.
Sammen med Livsværkstederne stod Gellerup Kunstklub for arrangementet, hvor kunstneren Suada Demirovič fortalte om tilblivelsen af værket “Wowen Memory”. Det blev efterfølgende vist på en stor videoskærm på gavlen til iværksætterfællesskabet Square One.
Værket var udvalgt af en gruppe lokale beboere og brugere af Livsværkstederne, som blev præsenteret for en række video-værker. Og de var helt enige om, at Wowen Memory var det mest interessante.
“Det var faktisk rigtig sjovt, at vi uanset alder, etnicitet og andre forskelle var helt enige om, at det var det her værk, der var det bedste. Det var så glædeligt at opleve, og jeg har været virkelig glad for at være med,” sagde 72-årig Birthe Marie Andersen, som har boet næsten 50 år i Skovgårdsparken og desuden nogle år på Gudrunsvej.
“Den har et meget spændende billedsprog og fortæller om nogle ting, der er let genkendelige for alle mennesker. Måske var det også derfor, vi alle var helt enige om at vælge netop det værk,” sagde hun ved arrangementet på Karen Blixens Boulevard.
Hun har tidligere været med til at lave gavl- og vægmalerier i Gellerup og var begejstret for at være med i kunst-snakken, der foregik hos Livsværkstederne i City Vest.
En meget blandet gruppe
Og det er netop meningen med det hele, at beboerne selv deltager i udvælgelsen af kunstværker, der egner sig til at blive vist i bydelen, fortalte aktivitetsmedarbejder Aske Jervin Jensen, Det Boligsociale Hus.
“Vi arbejder på den måde, at vi inviterer nogle beboere ind for at få nogle gode samtaler om kunst, som vi kunne tænke os at vise for resten af beboerne i lokalområdet,” sagde han.
Før præsentationen af “Wowen Memory” har deltagerne sammen set seks forskellige videoværker og udvalgt det værk, de helst ville vise for resten af lokalområdet.
“Vi var en meget blandet gruppe, men vi havde nogle virkelig gode snakke, men det her værk vækkede noget i os allesammen. Den kan et eller andet,” sagde Aske Jervin Jensen.
“Det er et visuelt smukt værk, der på en rørende måde beskriver følelsen af at blive tvunget til at forlade det sted, man kommer fra og rejse et nyt sted hen. Man tager en masse oplevelser og erfaringer med sig, og det følger én resten af livet.”

Han opfordrer alle, som har lyst til at bidrage til udvælgelsen af nye værker i Gellerup Kunstklub til at henvende sig til ham på email asje@bbbo.dk
“Vi vil gerne invitere så mange beboere som muligt til at være med til at kigge på noget kunst, vi kan udstille i vores område,” sagde han.
“Et virkelig spændende koncept”
En af de øvrige deltagere i udvælgelsen af “Wowen Memory, Mouayed Rahi, vil meget gerne deltage igen.
“Det var en virkeligt spændende oplevelse, og jeg synes, at det her værk fortæller rigtig meget, som vi som indvandrere kan genkende. Det er følelser, som det kan være svært at slippe af, og man har derfor stadig sine tanker et andet sted, end dér hvor man er,” siger han.
Suada Demirovič, som er kunstneren bag “Wowen Memory”, var også inviteret til at deltage i fersineringen. Hun fortalte om tilblivelsen af værket, som hun har lavet sammen med sin bror Suad, som er professionel danser.
“Jeg synes, Gellerup Kunstklub er et virkelig spændende koncept. Det er interessant, at kunsten kommer ud i det offentlige rum. Ikke som en statisk ting, men som noget nutidigt der er i bevægelse. Det synes jeg har en kvalitet,” sagde hun ved ferniseringen.
Du kan i den kommende tid opleve “Wowen Memory”, der hver aften vises i tidsrummet kl. 18-20 på gavlen til Square One, Karen Blixens Boulevard 21. Desuden kan du se det på mindre skærme på Gellerup Bibliotek og hos Livsværkstederne.
Læs også:
Prisbelønnet initiativ rykker til Gellerup: Almene Kunstklubber vil skabe fællesskab omkring kunst
