
Kan du li´ at arbejde med dine hænder – og er du nysgerrig efter fællesskaber i Brabrand, hvor du kan finde nogen at gøre det samme med? Så hold øje med Gellerup Biblioteks program de kommende uger. Biblioteket inviterer her en række lokale kreative fællesskaber indenfor.
Brabrand Billedskole, Gellerup Systue, Repair Café, Gellerups Glade Gavlmalere, Usbekiske Mønstre…
Det er bare nogle af de aktører, du i den kommende tid kan møde på det lokale bibliotek, der ikke kun vil være et sted, hvor man låner bøger – men også har en målsætning om at være et åbent inviterende medborgercenter, der fremmer fællesskaber.
“Vi vil gerne gi´ de mange forskellige kreative fællesskaber, der findes i vores lokalområde, noget mere opmærksomhed. Derfor har vi rakt ud til en stribe af dem – og mange har heldigvis sagt ja til at komme og holde pop op-arrangementer på biblioteket,” fortæller biblioteksformidler Mathias Kær Helge.
Det gælder eksempelvis Systuen Gellerup, der siden 2005 har samlet kvinder fra alle kulturer til at sy og lave andre former for håndarbejde. Hver tirsdag mødes de i Folkehuset Gellerup, og gruppen var sidste år nomineret til Aarhus Kommunes Demokratipris for at skabe et samlingssted for alle på tværs af baggrunde.
Brætspil, 3D-workshop og linoleumstryk
Systuen Gellerup dukker blandt første gang op på biblioteket tirsdag d. 3. marts kl. 10-13, hvor du bl.a. kan få hjælp til at lægge bukser og kjoler op – eller at sy et indkøbsnet.
“Selvom de vist egentlig har deltagere nok hver tirsdag, så tror jeg, de synes godt om ideen om at at kunne gøre opmærksom på sig selv og være med til at vise noget af alt det, der sker i lokalområdet,” siger Mathias Kær Helge.
Blandt de mange andre, der kommer forbi, er Repair Café, der til daglig holder til i Åbyhøj. Også Brabrand Billedskole kommer og laver aktiviteter, og det samme gør bl.a. Livsværkstedernes krea-gruppe og Gellerup Glade Gavlmalere, som pusler med nye forskønnelsesprojekter i lokalområdet.
Desuden kan du bl.a. lære at lave dit eget brætspil, deltage i 3D-workshop og lave linoleumstryk, samtidig med at du får en litterær oplevelse.
Du kan se nogle af tilbuddene på listen her.
Værdien i fællesskabet
Gellerup Bibliotek har i forvejen sit eget kreative værksted midt i biblioteket, og hver mandag fra kl. 15.30 samles folk i alle aldre til Maker Monday og pusler med forskellige projekter.
“Vi har en god fast gruppe, som trofast dukker op. Nogen syr, andre er i gang med et maleprojekt, og andre laver kopper til kæresten eller laser cutter noget til et brætspil,” fortæller Mathias Kær Helge.
“Det er gået op for mig, hvor stor en værdi fællesskabet har for mange af deltagerne. Meget kunne godt sidde derhjemme og lave deres ting – men de vælger at komme her og har et fællesskab omkring det. Så sidder de og snakker sammen undervejs og lærer lidt om hinandens liv.”

Det er netop kvaliteten i håndens arbejde, forklarer han. Man mødes om en aktivitet – og så går snakken.
“Jeg havde aldrig troet, at vi ville kunne samle en så blandet gruppe omkring det samme bord. Jeg kan rigtig godt li´ diversiteten i den gruppe, som kommer om mandagen, og det har tændt noget i mig,” siger han.
Han håber, at glæden og begejstringen for at fortælle om egne projekter vil præge de mange forskellige events, du kan opleve på biblioteket i den kommende tid – og at folk vil strømme til for at være med.



