
Brabrand IF gav lørdag eftermiddag sig selv en ægte udfordring, da top-6-holdet Thisted FC kom forbi Engdalsvej til den sidste test før det i 2. division i fodbold igen gælder kampen om points. Og “de blå brasilianere” var overbevisende i 82 minutter men mistede grebet og sejren i de sidste minutter.
Der var tænding og drama både på og uden for banen, da Brabrand IF og Thisted FC lørdag tørnede sammen på kunstgræsbanen ved Brabrand Sø.
Næste lørdag går det løs i 2. division for mænd, og alle lurer på alle, før det går løs om points. Thisted FC´s første modstander er VSK Aarhus, som i al stilhed havde sendt repræsentanter til Brabrand for at optage kampen til brug i egne forberedelser.
Det opdagede Thisted FC´s stab, og de bad straks VSK-folkene om at pille det såkaldte VeoCAM ned.

Inde på banen blev der givet og taget af begge hold – og det kostede allerede efter seks minutter Brabrands anfører Michael K. Pedersen en flænge i hovedbunden efter en duel med en modstander.
I pausen havde holdleder Brian Gade holdets læge René Østgaard med på et videokald, for at vurdere skaden. Michael K. Pedersen spillede efterfølgende kampen til ende, men blev derefter tilset igen for at vurdere skadens omfang.
Brabrand havde i øvrigt godt greb om kampen og skabte en del halve og trekvarte muligheder. Efter 36 minutter blev det 1-0 til hjemmeholdet, da Mikkel Frandsen bagerst i straffesparksfeltet kraftfuldt headede bolden på tværs, hvor Mathias “Marvin” Laursen let kunne score.

Også i kampens anden halvdel havde Brabrand godt styr på begivenhederne, men der blev dog skabt muligheder i begge ender af banen. Blandt andet var Brabrands nye koreanske offensiv-spiller Song tæt på at komme på skudhold.
I den sidste del af kampen sendte Brabrand-træner Michéle Demontis på én gang hele fire friske spillere på banen. Om det var årsagen til, at Thisted i de sidste minutter kom til fadet, vides ikke. Men efter 83 minutter blev det 1-1, og fem minutter senere kunne gæsterne også score sejrsmålet til slutresultatet 2-1.
Næste lørdag, d. 7. marts, går det kl. 14.00 løs på Nord Energi Arena i Hjørring, hvor Vendsyssel FF er modstanderen.
Lørdagen efter spiller Brabrand den første hjemmekamp, hvor Skive er modstanderen. Her inviterer Brabrand Divisions Fodbold i samarbejde med fællesskabet Én for Holdet forinden børn og voksne til at være med til at samle affald i lokalområdet fra kl. 12.00. Derefter serveres der kage sponseret af den lokale bager, Hartmeier på Hovedgaden.




