Gellerup Højskoles Forsamlingshus er stadig i gang med at afprøve, hvad en højskole i bydelen kan være. For bare 400 kr. kan du i weekenden 15.-17. november afprøve, om højskole-livet er noget for dig. Weekendkurset er endnu et skridt på vej mod en permanent højskole i Gellerup.
Morgensamling, fællessang, aften-aktiviteter… Drømmer du om dengang, du var på højskole – eller overvejer du, om det er noget for dig, så er der midt i november mulighed for at smage på højskolelivet på Gudrunsvej 82, hvor Gellerup Højskole holder til.
Eller rettere sagt: Her bor den måske kommende højskole, for det er endnu ikke afgjort, om Gellerup Højskole kan blive en blivende størrelse. Siden 2018 har stærke kræfter i Aarhus Kommune og i lokalområdet arbejdet for at etablere en blivende højskole i Gellerup.
”Vi er i gang med at eksperimentere, udvikle og afprøve højskole-aktiviteter i forskellige former. Højskole-weekender som den kommende er bare én måde at prøve højskoleformatet af på. Det er ofte i kombinationen af det fag-faglige og de almenmenneskelige dannelsesaktiviteter, at magien opstår,” siger frivillig forstander ved Gellerup Højskole, Kasper Brinck.
Gellerup Højskoles Forsamlingshus er betegnelsen for den højskole-forløber, der d. 15.-17. november inviterer til højskole-weekend på Gudrunsvej 82.
”Vi har allerede 31 tilmeldte, men vi vil rigtig gerne have flere deltagere, blandt andet fra lokalområdet, hvor vi gerne vil være endnu mere synlige,” siger Kasper Brinck.
For en pris af 400,- får man på tre dage et koncentrat af højskole-oplevelsen med både fagligt og fællesskabende aktiviteter: Ud over de tre linjefag vil der blandt andet være morgensamling, fællesspisning og fælles aftenprogram.
”Vi vil gerne ha´, at folk overnatter, og vi tilbyder en madras på sovesalen. Men det er også helt fint, at folk bare deltager i weekendens program og sover hjemme. Måske hører overnatning en bestemt generation til,” funderer Kasper Brinck.
De tre højskole-fag
Du kan vælge mellem følgende tre fag, hvoraf et allerede er udsolgt:
Taylor Swift-kor v. Dorthea Keinicke & Emma Krogh
Hvis du elsker Taylor Swift og elsker at synge, eller bare én af delene. Faget er for alle uanset niveau eller stemmegruppe.
Frontløber – Handlingens Kraft v. daglig leder hos Frontløberne i Aarhus, Camilla Aneto
Her får du værktøjer til at organisere og lede et projekt, og fif og modet til at springe ud i at realisere det. Kurset er også til dig der er nysgerrig på hvad projektledelse kan indebære, ønsker mere viden og erfaring med de værktøjer man kan gøre brug af, når man skal lave kulturprojekter.
Ølbrygning og ølkultur (udsolgt) v. Jacob Møller Andersen
På faget ølbrygning og ølkultur skal deltagerne smage, lære og dykke ned i en verden af gode øl. Vi skal brygge vores egne øl og prøve at efterligne øl fra øverste hylde. Og så skal vi snakke om øl- og drukkultur, lover Gellerup Højskole.
Afprøver projektets grundværdier og relevans
Kasper Brinck håber, at Gellerup Højskole kan blive et kultur- og dannelseshus for både lokalområdet og resten af Danmark, samtidig med at højskolen med masser af lokale samarbejder kan være med til at bygge bro mellem Gellerup og resten af Aarhus.
”Vi er dér, hvor vi stadig er ved at undersøge hvordan man laver et kultur- og dannelses-hus for både unge mennesker og andre målgrupper. Det gør vi via forskellige aktiviteter, café, kulturtilbud, events, samarbejder med ungdomsskolen og andre lokale aktører. Her afprøver vi højskole-projektets grundværdier, eksistensberettigelse og relevans,” forklarer Kasper Brinck.
Gellerup Højskoles Forsamlingshus har allerede afholdt flere højskole-weekender – senest i april 2024, og Kasper Brinck lover, at der kommer endnu flere i 2025.
Du kan læse mere og tilmelde dig højskole-weekenden via dette link.
Læs også: