Selvom hun har passeret de 80 år, inviterer Inga Barker Jørgensen igen i år til julemarked hjemme i villaen på Tranebærkæret 3. Lørdag og søndag d. 16.-17. november har hun lagt hjemmeproducerede kranse, dekorationer og andre fine ting frem og inviterer folk fra lokalområdet til at kigge forbi.
”Du skal se mine rådne æbler!”
Det lyder som en noget usædvanlig invitation, og Inga Barker Jørgensen slår en hjertelig latter op, da jeg gør hende opmærksom på det.
Men da vi sammen kigger på den flotte krans af tørrede æbler i et vidunderligt efterårs-agtigt farvespil, forstår man godt hendes begejstring.
I det hele taget kan man ikke undgå at blive smittet af hendes glæde over naturens mange materialer og deres utallige anvendelsesmuligheder. I og omkring hendes værksted ligger stedsegrønt, blade, grene og andre materialer indsamlet ved Brabrand Sø og langs veje og stier i lokalområdet.
En masse er allerede blevet anvendt i dekorationer, kranse og smykker, og andre materialer venter bare på, at den helt rigtige idé dukker op.
Gennem årene har hun fundet glæden ved at finde nye kreative løsninger med naturens materialer, og man mærker stadig begejstringen ved at gå på opdagelse i naturen og finde …
De kreative indfald kommer ofte senere
Blandt andet er hun begejstret for de store blade fra planten hestehov, som man eksempelvis kan finde ved Brabrand Sø. Hun plukker dem grønne, inden sneglene er begyndt at bide i dem, og tørrer både blade og stængler.
”Man kan aldrig vide, hvordan de bliver, når de visner. De er selv med til selv at skabe den endelige form. Men samtidig er materialet utrolig let at arbejde med,” fortæller hun og fremviser nogle dekorative små juletræer, hun har produceret af bladene.
I det hele taget er det sjældent, at hun har ideen i hovedet, når hun samler materialerne ind. Men som regel kommer de kreative indfald, når hun ser på, hvordan materialerne udvikler sig, når de tørrer. Sådan var det også med æblerne fra haven.
”Jeg lagde mærke til, hvor flotte de var, da de lå halvrådne på græsset. Så satte jeg dem på ståltråd og hængte dem op i fyrrummet for at se, hvad der ville ske med dem. Det kan man ikke altid vide. Men tit bliver man overrasket over, at der kommer noget smukt ud af det,” siger hun.
Vi går rundt og ser på de mange forskellige kreationer, hun har skabt til julemarkedet, og hun fortæller begejstret om de mange forskellige materialer, der indgår – fra tørrede bøgeblade og gyvel til avocado-sten, tørrede kvæder og hyben.
Hun glæder sig samtidig over at kunne genanvende tomme dåser fra tun og flåede tomater på måder, så man slet ikke tænker over, hvad de tidligere har været brugt til.
Inge Barker Jørgensen glæder sig til at vise det hele frem på julemarkedet den kommende weekend, og hun håber, at mange har lyst til at kigge forbi.
”Så kribler det jo i fingrene…”
Da familien for mange år siden boede i Tyskland, var julemarkedet gennem 10 år en fast tradition. Den genoptog hun senere i Brabrand, og glæder sig til at fylde huset med julestemning. Hendes mand Bo vil hygge om gæsterne og byder på kaffe og småkager.
”Måske er det sidste gang, jeg holder julemarked. Man bliver jo ældre. Men det sagde jeg jo også sidste gang – men så kribler det jo i fingrene, og jeg får en masse ideer, når jeg går derude i naturen og opdager de forskellige ting.”
Der er absolut ingen købetvang. Hun håber først og fremmest at kunne inspirere andre til at se mulighederne i naturens materialer.
”Det vil bare være dejligt, jeg har jo også selv fået ideer, som jeg nu kan give videre.”
Lørdag d. 15. og søndag d. 16. november kl. 11-16, julemarked hos Inga og Bo Barker Jørgensen, Tranebærkæret 3, 8220 Brabrand. Alle er velkomne.
Læs også: