Hele stuen og køkkenet hos Inga og Bo Barker Jørgensen, Tranebærkæret 3, er gjort klar til weekendens julemarked fyldt med gaveideer og højtidsstemning. Hjemmeproducerede kranse, dekorationer, puder, tasker, grydelapper og andre fine ting ligger klar, til besøgende fra lokalområdet kommer forbi lørdag og søndag.
Hun brænder for genbrug og for at finde nye anvendelser for brugte ting og nyder at gå i skoven for at se, hvad naturens selv har skabt af spændende materialer.
I løbet af corona-nedlukningen har Inga Barker Jørgensen haft masser af tid til at skabe mange nye produkter i sit kreative værksted i villaens under-etage. Et sjovt motiv fra en t-shirt er blevet til en kreativ pude, et par hullede sokker har fået nyt liv som sokkedyr, og store visne blade har fået et spændende udtryk med lidt guldspray.
Alle de imponerende kreationer er nu sat klar i en udstilling, der emmer af både jul og dygtigt kreativt håndværk.
I en årrække har Inga Barker Jørgensens juleudstilling været et fast holdepunkt i lokalsamfundet, og hun har glædet sig til igen at kunne invitere indenfor. Sammen med gode veninder er alt gjort klar til en hyggelig weekend med forhåbentlig mange besøgende.
”De tidligere juleudstillinger har været meget besøgt, og det er simpelthen så hyggeligt. Bo laver kaffe, og folk giver sig tid til at sidde ned og få en snak med hinanden,” fortæller hun her, to dage før det hele går løs.
Også da familien boede i Tyskland, arrangerede hun gennem 10 år et julemarked i hjemmet, og også dengang blev arrangementet et samlingspunkt for lokalområdet.
”Det er tre år siden, vi sidst havde juleudstilling, og jeg tænkte, at det nok var slut. Men under corona–isolationen satte jeg mig et mål om at forsøge at afholde endnu en juleudstilling,” siger hun.
Vil gerne lære unge at reparere tøjet
Hun er uddannet socialrådgiver, og har samtidig gennem hele sit liv været optaget af syning og andre former for kreativ udfoldelse. Hun har i 25 år undervist i patchwork og haft mor-barn-syhold via FOF, og hun har også haft syning for enlige mødre på en daghøjskole.
Hun brænder for at genbruge produkter, der ellers er slidte og kunne være kasseret, og hun håber, at hun kan inspirere andre til at se mulighederne i ting, før de smider dem ud.
”Det er vigtigt, at de unge lærer at reparere tøj – som for eksempel at ordne en lynlås i et par cowboybukser i stedet for bare at kassere dem. Det ligger mig meget på sinde,” siger hun.
Som et eksempel nævner hun, at det i virkeligheden er let at vende kraven i en skjorte, når den er blevet slidt. På den måde kan skjorten med en lille indsats blive som ny igen.
”Jeg vil meget gerne hjælpe med at lægge et par bukser op eller ordne en lynlås, hvis nogen har brug for det. Så kan man samtidig selv lære, hvordan man gør. Mange ved ikke, hvor let det i virkeligheden er,” siger Inga Barker, som understreger, at hun med glæde vil hjælpe unge mennesker med at lære at få noget brugbart ud af ingenting.
En stor glæde at lære fra sig
I en årrække har Inga og Bo Barker Jørgensen inviteret børn og unge fra lokalområdet på besøg en gang om ugen til syning og arbejde med træhåndværk. Det begyndte, da deres datter, Kristine, og nogle af hendes klassekammerater fra skolen fik lyst til at få undervisning i at arbejde kreativt.
De havde masser af ideer til, hvad de havde lyst til at lave, og så gik de ellers i gang i hendes kreative værksted – eller hos Bo i ”sløjdsalen”, som rummet blev kaldt – ”selvom det bare er et lille kælderrum”, som Inga tilføjer med en lille latter.
Det fortsatte, selv efter at deres egne børn blev store. Op til corona´en havde Inga Barker stadig fem piger fra nabolaget til undervisning en gang om ugen.
”Det har været virkelig hyggeligt og en stor glæde for os begge to at være sammen med de børn og hjælpe dem i gang med deres produktioner. Samtidig har de lært en masse af hinandens ideer og kreative arbejde. Et af resultaterne har blandt andet været, at en af pigerne ønskede sig boremaskine til konfirmation,” smiler hun.
Naturens egne underværker
Hun går jævnligt i genbrugsbutikker og køber duge og sengetøj, der så bliver syet om til tasker, grydelapper og andre nye kreationer. Hun opkøber desuden stofrester, når muligheden byder sig.
Desuden går hun jævnligt tur i Hans Broges Bakker, hvor hun ofte finder grene og blade med muligheder i. Hun fremviser blandt andet en krans skabt af ahornblade, som insekter og mikroorganismer har gennemhullet og givet et helt andet udtryk.
”Jeg synes, det er så spændende at gå og finde ting, og se hvad man kan få ud af det. For eksempel rensede jeg et bed for store bergenia-blade, og da jeg så de visne brune blade, der lå dér på græsplænen, gav det mig nogle nye ideer til, hvad de kunne bruges til. Naturens forfald er så smukt.”
Hvis du er blevet nysgerrig efter at opleve og måske købe nogle af Inga Barker Jørgensens mange kreationer, skal du kigge forbi Tranebærkæret 3 lørdag den 20. eller søndag den 21. november mellem kl. 11 og 17. Her vil man også kunne handle hos nogle af Inga og Bo Barker Jørgensens børnebørn, som sælger bæreposer, brille-etuier, kranse, fuglefoder m.v.