I Gellerup, Toveshøj og Skovgårdsparken bor der i dag 5.239 mennesker fordelt på 2.272 husstande. Her arbejder den boligsociale helhedsplan tæt på beboernes hverdag. Årsrapporten for 2025 giver et samlet billede af aktiviteterne og de resultater, der er skabt i løbet af året. I 2025 har helhedsplanen haft et særligt fokus på demokrati, mental sundhed og tandsundhed – som en del af et bredere arbejde med uddannelse, beskæftigelse, sammenhængskraft og kriminalitetsforebyggelse. Du kan læse årsrapporten her.
Brabrands fodboldstolthed i 2. division er kommet lidt humpende i gang med sæsonen. Tirsdag aften spillede holdet endnu en træningskamp, denne gang mod Lyseng, der ligger i bunden af 3. division. Og det blev til det tredje nederlag i de foreløbig fire træningskampe. Brabrand kom ellers blæsende ud fra start og pressede Lyseng i bund, men måtte dog indkassere et kontramål efter et kvarters spil. Det blev også 0-2 inden pausen, men i anden halvleg lykkedes det Nemo Thomsen at reducere til slut-cifrene 1-2.
Fodboldklubben Vatanspors tidligere assistenttræner, Alan Gürkan Arac, bedre kendt som “Gogo”, har for nylig skrevet kontrakt med det østrigske storhold Rapid Wien. Her bliver han assistenttræner for den danske træner Johannes Hoff Thorup. “Gogo’s rejse er et levende bevis på, at ydmyge begyndelser og hårdt arbejde kan føre til professionelle topniveauer. Fra de ydmyge baner på Sødalskolen i 2014, hvor han tog sine første skridt som træner i Vatanspor, til østrigsk topfodbold, har hans vej været alt andet end let,” skriver klubben i en hyldest til deres tidligere træner.
I formiddag kl. 10.00-11.30 inviterer Gellerup Bibliotek til et nyt læse/lyttefællesskab for 18-30-årige, som ikke er i gang med uddannelse eller job. “Kom som du er til Guidet Fælleslæsning. Ud fra teksten har vi samtaler med fokus på sanser, stemninger og erindringer,” skriver biblioteket.
Folkehuset Brabrand har etableret et fællesskab for mænd i alderen 60+. Fællesskabet mødes den anden mandag i måneden kl. 11-14 til sjove og spændende aktiviteter kun for mænd. På mandag fortæller Peter From om Vores Brabrand, og du kan høre en repræsentant fra folkehusets træværksted fortælle om hvad du kan bruge værkstedet til. Desuden er der frokost med sandwich og kaffe. Tilmeld dig ved at sende 60 kr. til mobilepay 0620zs.
Det er fastelavnsfesternes tid. På lørdag kl. 14-16 inviterer afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken alle børn op til 14 år i Gellerupparken til fastelavnsfest i Samlingshusets store sal i Sports- og Kulturcampus. Der er præmier til kattekonger og -dronninger og konkurrence for de bedst udklædte børn. Der er fastelavnsbolle til alle.
