I aften kl. 19.30 inviterer foreningen Sol over Brabrand til åbent medlemsmøde i pejsestuen i Brabrandhallen. Her kan du blandt andet høre innovationschef i AURA, Anders Sahl Hansen og Søren Winther Lundby, Aarhus Kommune, som fortæller om Brabrands rolle som forsøgs- og indsatsområde i omstillingen til grøn energiproduktion. Du kan desuden høre Sol over Brabrand fortælle om projektansøgningen, der i øjeblikket behandles af Energistyrelsen, og som skal føre til udvikling af en model for et lokalt energifællesskab. Tilmeld dig gerne på begivenheden her.
Det nye byråd i Aarhus har valgt at sætte privatiseringen af 900 kommunale veje på pause. Beslutningen er taget i den såkaldte konstitueringsaftale, altså den politiske aftale, hvor det nye byråd fordeler roller, borgmesterposten og bliver enige om de store linjer for byens udvikling. Ifølge Nicolaj Bang, konservativ rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus, så er ordningen i første omgang suspenderet. Det vil sige, at man stopper den proces, der har været i gang, hvor veje i Aarhus omdannes til private fællesveje. “Nu skal vi jo så have fundet ud af, om vi kan rulle det tilbage,” siger han i denne artikel hos DR.
10 århusianske foreninger får i alt én mio. kr. til at udvikle deres foreninger i de kommende to år med hjælp fra en foreningsudvikler. Det gælder blandt andre Brabrand IF Fodbold, der har fået 50.000 kr. i støtte til at ansætte en foreningsudvikler i hvert af årene 2026 og 2027. “Vores foreningsliv gør et fantastisk arbejde, men det kan være svært at finde ressourcer til udvikling. Det forsøger vi at ændre på ved at tilføre dedikerede kræfter, der kan løfte opgaver, som der ellers ikke er mulighed for,” siger kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad om uddelingen. Læs mere her hos Din Avis Aarhus.
Igen i år kan du købe juletræer flere steder i Brabrand, blandt andet på Langdalsgaard Juletræer, Langdalsvej 44B. “Alle vores træer er tilspidsede og klar til juletræsfoden. Der er mulighed for levering og afhentning af alle træer for et mindre beløb,” skriver Langdalsgaard på Facebook.
I dag kl. 17-19 kan du hos Madkiosken midt i Gellerup komme til prøvesmagning på verdens ældste spiritus, ARAK, der har sin oprindelse i Mellemøsten. Jens Niklasson, indehaver af Hidden Gem Spirits, fortæller og guider dig gennem smagningen. Madkiosaken står for hapsede til at stille den lille sult undrer smagningen. Prisen er 150,-, og du kan tilmelde dig via linket her.
I eftermiddag kl. 14.00 inviterer Livsværkstederne til 25 års jubilæumsfest i City Vest. Du kan blandt andet opleve en jubilæums-udstilling, husorkestret Café Vita Band spiller, og der er en masse godt til ganen.
Så er julen for alvor kommet til Brabrands bagerbutik, Hartmeier, på Hovedgaden. Julesmåkagerne er gjort klar, og duften af jul fylder butikken.
I eftermiddag fra kl. 16.00 inviterer Brabrand Erhvervsforening til juleafslutning for medlemmerne på Årslev Kro, med hygge, lækker mad, banko og overrækkelse af Brabrand Erhvervspris 2025. Der har været tilmeldingsfrist til arrangementet.
