
255 unge badmintonspillere fra det meste af landet havde en dejlig weekend i Brabrandhallerne til Brabrand Cup 2025. Den store interesse gav rigeligt at se til for arrangørerne, Brabrand IF Badminton, der fra tidligt lørdag morgen til langt ud på søndag eftermiddag sørgede for at afvikle ca. 500 kampe.
Der er nok at se til, hvis man har deltagere fra store dele af landet – inklusive Samsø. For eksempel skulle de to centrale bagmænd, Dan Kaihøj og Jesper Richardt, sørge for, at de unge badmintonspillere fra Samsø fik afsluttet deres kampe tids nok til, at de kunne nå den sidste færge hjem lørdag aften.
“Vi vil gerne ha´ så mange unge badmintonspillere med som muligt, og vi syntes også, at spillerne fra Samsø skulle have mulighed for at være med. De var glade og kom afsted i fin tid, så de nåede færgen sidst på lørdag aften,” lød det fra Dan Kaihøj søndag middag.
Især lørdagen var stemningen hektisk omkring dommerbordet i Brabrandhallen, da hele 357 kampe skulle afvikles på stævnets første dag. Det skabte i løbet af dagen forsinkelser på op til en time, men det lykkedes at indhente det tabte lørdag aften, hvor der blev afsluttet planmæssigt ca. kl. 20.30.
Undervejs har de to hoved-arrangører knoklet for at løse talrige udfordringer i forbindelse med bl.a. afbud.
“Vi ønsker at lave en turnering, hvor alle deltagere får mange kampe. Dertil kommer ændringer i sidste øjeblik, hvis nogle melder afbud på grund af sygdom. Hvis en spiller mangler en makker, annoncerer vi efter, om en anden vil spille, sådan at alle får de kampe, de har håbet på,” forklarer Dan Kaihøj.
Dertil kom nogle nye regler for de yngste badminton-spillere, u9, der gav en del spørgsmål fra forældrene.
“Det tager noget længere tid at afvikle kampene, og de nye regler skabte lidt forvirring blandt forældrene. Mange flere havde spørgsmål, som vi skulle forsøge at afklare,” siger de to arrangører.

“Vi prøver at få tid til at hjælpe forældrene, så de også får en god oplevelse hos os. Det gør vi også gerne, selvom vi har travlt med at afvikle stævnet. Hvis de har fået god oplevelse, kommer de garanteret igen.”
Sponsor betalte for Højbjerg-spilleres deltagelse
Den gode service og venlige imødekommenhed i Brabrandhallen har betydet, at en række badmintonklubber allerede er blevet stamgæster til Brabrand Cup.

Det gælder blandt andet Højbjerg Badmintonklub, som i år deltog med hele 36 spillere.
“Et par lokale sponsorer betaler for, at klubbens yngste spillere kommer ud og spiller en turnering. Og her passer det dem fint at komme og deltage i vores Brabrand Cup. Så ringer de rundt til alle deres spillere, som ikke har været ude og spille før, og opfordrer dem til at deltage,” forklarer Dan Kaihøj.
Også badmintonklubberne i bl.a. Hadsten og Skanderborg dukkede op med mange deltagere, og det gav en fin lejrstemning, at der i hal 1 er plads til at spillerne kan sidde og hygge sig sammen, når de ikke var på banen.
Søger endnu flere frivillige til næste år
Brabrand IF Badminton er glade for rammerne i Brabrandhallerne, hvor stemningen er god, og hvor Café BIF yderligere tilbyder mulighed for hyggelig afslapning mellem kampene. Eneste lille problem er højttaler-anlægget:
“Det giver os lidt problemer, at spillerne i hal 2 ikke kan høre noget, når vi kalder dem ud til kamp via højttaleranlægget i hal 1. Vi har forsøgt at få foreningen til at investere i et højttaleranlæg, der går igennem til hal 2, men det er endnu ikke lykkedes,” siger de to arrangører.
De lægger begge utallige timer i planlægning og gennemførelse af badminton-stævnet og har undervejs stor opbakning fra både forældre, seniorspillere og de ældste ungdomsspillere. Desuden var Brabrands egne ungdomstrænere i hallen hele weekenden for at coache deltagerne mellem kampene.
“Til næste år har vi planer om at række endnu længere ud, i håb om at også vores motionsspillere har lyst til at bidrage. Vi er her gerne hele weekenden, men det vil være en stor hjælp, hvis endnu flere vil tage en enkelt vagt – og det er opgaver, der er nemme at løse,” siger de.




