I aften kl. 18.30 inviterer genbrugsbutikken LuksusBank, Langdalsvej 75, til en aften med journalist Sara Laadahl Mortensen, som fortæller om sin bog og dokumentar “Mysteriet om de døde børn”. Du kan læse om aftenen her. Send en mail til rikke@luksusbank.dk, hvis du vil deltage.
Der var fuldstændig udsolgt på Gasværket onsdag aften, hvor musikforeningen Jazzværket havde inviteret Planet Blu på besøg. Det blev en fantastisk aften for de mange tilhørere. Både blidt og kompetent blev de ført gennem masser af musikalske genrer af de fem erfarne musikere. Hver især tilføjede de alle deres personlige krydderi til numrene og tog os igennem både selvskrevet musik og delvist ukendte numre af bl.a. Daniel Lanois, Mark Knopfler, Stevie Wonder og Eileen Ivers.
I dag kl. 10.00-11.30 inviterer Gellerup Bibliotek de 18-30-årige til Guidet Fælleslæsning. “Vi læser og taler om sanser, stemninger og erindringer. Ingen forberedelse, ingen stress,” lyder invitationen.
Folkehuset Gellerup havde forleden besøg af journalist og tv-rapporter Kurt Leth, der kom med spændende fortællinger om sine mere end tres år i journalistikkens verden. Kurt, der i en periode af sin barndom og ungdom boede på Solskrænten i Brabrand, kunne også krydre sit foredrag med helt lokale fortællinger fra Brabrand tilbage i 60’erne. En af dem, som han kom forbi for 25 år siden, var klunseren Allan Fisker fra Gellerup, der fortalte om, hvordan han samlede tøj, som hjalp et børnehjem i Riga. Den fortælling endte med, at Allan Fisker i 2001 blev kåret som TV2 Østjyllands første Årets Østjyde.
I formiddag kl. 11.00-12.30 inviterer Sager der Samler og Det Boligsociale Hus til nabolagsmøde om demokratisk værtskab. Formålet er at koordinere og udvikle aktiviteter omkring demokratisk værtskab i Gellerup, Toveshøj og Skovgårdsparken.
I aften kl. 19.00 inviterer Energinet til borgermøde om de nye linjeforløb for højspændingsmaster gennem det vestlige Aarhus. Mødet foregår i Savværket, Søren Nymarks Vej 8A, 8270 Højbjerg.
I aften kl. 19.00 inviterer Brabrand IF Tennis til generalforsamling. Det foregår i klubhuset i Brabrand Bakker.
Østjyllands Politi modtog tidligt torsdag morgen kl. 05.00 en anmeldelse om, at en 43-årig mand var kommet slemt til skade med sin finger, og at uheldet angiveligt var sket i forbindelse med et arbejde på en campingvogn på en adresse i Brabrand. Flere ting i anmeldelsen virkede dog mistænkelige og krævede yderligere undersøgelser fra politiet. Ved skadestuen traf politiet desuden en 19-årig mand og en 46-årig kvinde, som havde fulgtes med den 43-årige mand. De to personer sad i en bil, hvorpå der var fastspændt en trailer, hvor politiet fandt en pose fyldt med afklippede kobberkabler, og de tre personer blev derfor alle sigtet for at have begået tyveri fra en pt. ukendt adresse. Politiet fandt desuden en mindre mængde narko, som blev beslaglagt.
Betjente fra Østjyllands Politis lokalpoliti i Aarhus Vest var onsdag formiddag til stede på Gudrunsvej grundet en igangværende indsats mod organiseret hashhandel i området. Fra en lejlighed blev politiet mødt af en kraftig lugt af hash, og under en efterfølgende ransagning blev der fundet nogle hundrede joints og mere end et kilo hash. Det blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, og det samme gjorde en kniv, som lå gemt under en hovedpude. En 19-årig mand og en 28-årig mand blev begge sigtet for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer, mens den 28-årige også blev sigtet for at have overtrådt knivloven.



