I eftermiddag kl. 16-18 inviterer Den Gode Skolegang til et arrangement om læseglæde for børn på Gellerup Bibliotek. Rikke Schmidt guider dig til hyggelige og meningsfulde læsestunder med dit barn. Læs om arrangementet her.
Data fra WyScout viser, at Brabrand IF i efteråret har præsteret over forventning i 2. division. Ud fra “forventede point”, der er en statistisk målenhed, der tager udgangspunkt i chancer i en kamp, burde Brabrand ligge nederst i rækken, viser tallene – men Brabrand har alligevel formået at udnytte så mange af chancerne, at holdet i vinterpausen er nummer ni i rækken. Læs mere her hos Bold.dk
På tirsdag d. 2. december afholder Samvirket i Gellerup, Toveshøj og Skovgårdsparken for sidste gang i år kvartalsmøde. Det foregår fra klokken 16.30 til 19.00 i Grundtvigssalen på Gellerup Højskole, Gudrunsvej 82. “Her drøfter vi blandt andet udviklingen i den sydlige del af Gellerup og fremtiden for Fredspladsen. Der følges herudover op på en række andre emner, herunder et eventuelt kommende letbanestop i bydelen og Social- og Boligministeriets nationale lister, der som vanligt udkommer d. 1. december,” skriver arrangørerne.
I formiddag kl. 10.30-11.30 inviterer Gellerup Bibliotek til barselscafé, hvor I kan møde tandfeen Marwa, som vil fortælle om, hvordan man børster tænder på en baby og meget andet.
I formiddag kl. 11.00 inviterer Det boligsociale Hus og Sager der Samler til nabolagsmøde i Mellemrummet ved Gellerup Bibliotek. Her vil aktørerne følge op på arbejdet med demokratisk værtskab i lokalområdet, blandt andet hvordan aktører i lokalområdet kan samarbejde om at støtte beboerne i at bruge deres stemme og handlekraft og om at gøre hverdagsdemokratiet nærværende og levende.
Tirsdag, onsdag og torsdag kl. 19.30 i den kommende uge vender Chadi Abdul Karim og Nikolaj Rosengreen tilbage til Gellerup med forestillingen “Gud Bevare Danmark”, der efteråret igennem er blevet opført over hele Danmark. Du kan se den hos Gellerup Art Factory, Karen Blixens Blvd. 23. Bestil billetter á 100,- her.
