Årets Brabrand Byfest blev igen en stor succes med et rekordstort antal boder og mange deltagende mennesker i Hovedgaden. Fine sponsorater fra lokale virksomheder kombineret med god handel i byfest-baren på Brabrand Torv sikrede, at økonomien løb rundt – endda med et lille overskud. Arrangør-gruppen var mandag aften samlet til evaluering af byfesten, og det blev aftalt også at holde en byfest i 2027. Det bliver lørdag d. 11. september 2027. Gruppen består af Henrik Andersen, Alette Nørgaard, Berit Haugsted, Ove Hansen, Jens Jensen og Peter From.
I formiddag kl. 10.45-12.00 starter Folkehuset Brabrand et læsefællesskab for alle, der har lyst til at få læst højt af noveller og digte op af læsevejleder Edith Clausen. “Du kommer bare, sætter dig ned og lytter. Du får print af teksterne, så du også selv kan følge med. Du skal hverken melde til eller fra – og det er ganske gratis. Kom og nyd samværet, litteraturen og samtalerne om det læste,” skriver folkehuset. I dag og næste tirsdag kl. 12 er der efterfølgende gratis frokost i caféen.
Brabrand IF Fodbold har de seneste fem mandage afviklet Fantastisk Fodboldstart for de yngste piger og drenge. Mellem 45 og 55 børn mødte hver gang op og havde en dejlig eftermiddag. “Stor tak til de frivillige børn der har hjulpet til som hjælpetrænere. Vi er tilbage igen til næste år,” skriver fodboldafdelingen.
I eftermiddag kl. 13-15 byder Gellerup Kirke på sognecafé, hvor Hans Peter Rasmussen vil fortælle om to statsmænd, Hans Hedtoft og H.C. Hansen, der var med til at danne vores velfærdsstat. Begge kom fra ”arbejderhjem” og fik hurtigt smag for det at være med i fagbevægelse og politik. Alle er velkomne. Kaffe og kage koster 20 kr.
I aften kl. 18 inviterer Demokratisk Nabolag i Gellerup til en teatertur til Teatret Svalegangen, der viser teaterstykket En Vred Kvinde. Alle mødes ved Madkiosken og spiser sammen, inden bus-afgang til Svalegangen. Alle billetter er afsat.
Gellerupbadet har fundet en midlertidig løsning på bemandingen i badet og kan derfor holde åbent for offentlig svømning på følgende tidspunkter: Onsdag den 23. september kl. 06.00-12.00 + 15.00-18.00, lørdag den 26. september kl. 10.00-15.00 + voksensvømning 15.00-18.00 samt søndag den 27. september kl. 10.00-15.00. “Vi arbejder fortsat på en løsning for perioden fra mandag den 28. september og frem, men har endnu ikke afklaret de kommende åbningstider,” skriver badet.



