I aften kl. 19.00 åbner Gasværket igen dørene for et offentligt foredrag om naturvidenskab. Overlæge Bente Klarlund Pedersen fortæller under overskriften ”Yngre med årene”. I sit foredrag fortæller hun blandt andet, at det ikke bare er livsstil men også livsindstilling, der er med til at bestemme, om vi får et langt liv Der er gratis entré.
Stiften har igen i år sat gang i konkurrencen om “Byens Bedste”, og to initiativer fra 8220 Brabrand er nominerede. I kategorien “Byens bedste byudvikling” kan du stemme på Gellerups bypark Joops Have, og i Byens bedste corona-initiativ er De Grimmeste Aftner hos Grimhøjgaard med i finalen. Du kan stemme via dette link.
Mandag kl. 13.52 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Brabrand. En 55-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 48-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 55-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.
Henning Winther, 49 år, er ansat som byudvikler hos entreprenørvirksomheden A. Enggaard, hvor han får udgangspunkt i virksomhedens afdeling i Ceres Byen i Aarhus. Konkret kommer Henning Winther blandt andet til at blive en central del af virksomhedens engagement i revitaliseringen af Gellerup. Henning har stor erfaring med Gellerup fra blandt andet ti års ledelse af sociale indsatser i Gellerup for Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening.