For tredje gang på fire år kan Brabrand IF kalde sig Århus-mestre i indendørs fodbold. Mesterskabet blev lørdag aften traditionen tro afviklet i Bellevue-hallerne med VRI som arrangør. Brabrand IF havde i den indledende pulje selskab af Aarhus Fremad, VRI og Fuglebakken og spillede sig altså sejrrigt gennem turneringen. Der kommer senere på Vores Brabrand detaljer om stævnets forløb. Spillere på Brabrands hold var Lucas Møller, Nemo Thomsen, Rasmus Kirkegaard, Rasmus Juul, Michael K. Pedersen og Mathias “Marvin” Laursen.
Brabrand IF Badminton er i fuld gang med at forberede endnu et nyt initiativ, en Nytårs Camp for ungdomsspillere. På billedet er en af arrangørerne, Oliver Kaihøj, en af ungdomsspillerne, Aksel, og butikschef Kamilla fra Netto på Silkeborgvej i gang med at læsse frugt, snacks, drikkevarer og andre gode sager til campen. “Det betyder virkelig meget for os, når lokale virksomheder bakker op om ungdomsaktiviteterne i Brabrand,” skriver Brabrand IF Badminton, der takker Netto for støtten.
På grund af renoveringen af Sdr. Årslev Kirke holdt julegudstjenesten i Årslev flyttedag til Grethe og Henning Kjeldsens lade på den anden side af vejen. Som du kan se på billedet, var resultatet en meget naturtro gengivelse af rammerne for Jesu fødsel i en lade ved Bethlehem.
