Brabrand IF fik lørdag eftermiddag 4-4 mod topholdet AB i en medrivende og spændende kamp på kunstgræsbanen bag Brabrandhallen. Lasse Møberg bragte hurtigt Brabrand foran (billedet), men AB svarede igen og kom på 3-1 inden pausen. Mike Kaljo reducerede på straffespark, og Frederik Poulsen udlignede til 3-3, inden Brabrand igen kom bagud. Kampens sidste mål til 4-4 blev scoret af Anton Søjberg. Læs referat af kampen på klubbens hjemmeside. Foto: Henrik Andersen.
Brabrand Aarslev Kirker holdt i går fernisering af efterårets kunstudstilling i sognegården, hvor der udstilles værker af Birthe Thorn, Steen Dueholm og Bettina Winkelmanns. Cirka 80 personer mødte op til ferniseringen med taler og et mindre traktement. Udstillingen er åben alle hverdage fra kl. 9 til 13 indtil 1. november. Foto: Bodil Munch.
Gasværket på Byleddet 2C er i dag fyldt med teater for børn i alderen 4-12 år og deres voksne. Den Store Tryllekunstner & hans kanin præsenterer alt det snyd og bedrag, som hører til ægte magi. Der er gratis adgang, men man skal sende en mail til mail@honningbanden.dk med ønsket antal billetter.
Søndag kl. 14.00 kan du komme med på byvandring i den gamle del af Brabrand, hvor Svend-Erik Christiansen og Henrik Andersen vil fortælle om lokalområdets historie. Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv inviterer til gåturen, der går langs den gamle Østergade fra Engbakken og til Søvej.
Brabrands serie 1-hold fik lørdag en fin sejr på 3-1 på udebane over FC Horsens. For Brabrand scorede Morten Ostenfeld og Christian Søndergaard Jepsen i første halvleg, mens Rami Ayman satte det hele på plads med et mål på straffespark midt i anden halvleg. Brabrand er nu på førstepladsen i rækken.
Lørdag kl. 23.10 blev en 24-årig mandlig bilist standset af en politipatrulje på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Han blev anholdt og sigtet for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer samt kørsel uden førerret, oplyser Østjyllands Politi.
Beboere på Spobjergvej i Brabrand har lørdag morgen i tidsrummet mellem kl. 04.00 og kl. 10.00 haft indbrud, oplyser Østjyllands Politi.
Fodboldklubben Vatanspor skal i dag forsøge at fastholde topplaceringen i jyllandsserien, når holdet på udebane møder Aarhus 1900. Kampen begynder kl. 13.30.