I aften kl. 17.30-20.00 indbyder Brabrand IF Badminton til visionsmøde i Pejsestuen i Brabrand Hallen. Efter at man på generalforsamlingen i februar måtte opgive at finde en ny formand, er formålet nu at se fremad: Hvor ønsker vi egentlig, at Brabrand IF Badminton bevæger sig hen ad de kommende år? Bestyrelsen håber, at mange møder op, da det gælder afdelingens fremtid.
Efter en god start i marts er det torsdag blevet tid til den anden Torvedag på Verdenspladsen ved Sports- og Kulturcampus. Kl. 14-17 er der hygge og aktiviteter på pladsen – denne gang med Røde Kors loppemarked, der sælger fine varer fra butikken på Edwin Rahrs Vej. Desuden står Junior Rangers for ansigtsmaling og leg, mens Livsværkstedernes sociale café naturligvis også er på pladsen med kaffe, kage og en hyggelig snak.
A. Enggaards udmelding i Vores Brabrand med et forstærket ønske om at rive den gamle Jaka-fabrik ned møder stærke reaktioner fra Jesper Kjeldsen (S), byrådsmedlem og medlem af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune: “Det viser en skamløshed over for de borgere, der har købt boliger i området. Man har simpelthen snydt folk. Når man laver så stort et område som Høiriisparken, og sælger drømmen til så mange mennesker med det her kulturhus som omdrejningspunkt, skal man levere varen,” siger han til Din Avis Aarhus.
Haveforeningen Grønærten, Brabrand Boligforening og kunstplatformen Sigrids Stue har i lang tid arbejdet på at genetablere nyttehaverne ved Dortesvej på et nyt areal ved Jettesvej. Den sidste måned har anlægsgartnere haft travlt med at læsse jord af, grave og sætte hegn op og nu er haverne blevet klar til brug. “De første løg er allerede sat i jorden i en af haverne. Vi har sammen med en af havebrugerne også været i gang med plante og lave stiklinger af en stor vinplante, som har stået i en af de tidligere nyttehaver,” skriver Sigrids Stue om projektet.