Slagter Stjernholm, der tidligere havde butik i City Vest, er blevet nomineret til årets slagter- og delikatesse-pris som Landbrug & Fødevarer uddeler. Slagter- og Delikatesseprisen er en hyldest af branchens bedste med håndværket og passionen i fokus. “Prisen anerkender i år både det traditionelle slagterhåndværk og det brede sortiment af delikatessevarer. Vi hylder en nytænkende og dynamisk tilgang til faget, hvor slagtermesteren har fokus på fortsat videreuddannelse af medarbejdere – og sammen med sit team sikrer de gode kundeoplevelser”, lyder det fra Landbrug & Fødevarer. Slagter Stjernholm har nu butik på Søren Frichs Vej 7.
I formiddag kl. 10-12 inviterer mandefællesskabet i Folkehuset Brabrand til petanque og mandehygge. Der afholdes petanque-turnering ledet af Johnny fra Brabrand IF Petanque. Tilmeld dig ved at sende 60,- til Mobile Pay nummer 0620zs.
I dag kl. 13.15 inviterer Folkehuset Brabrand til det sidste bankospil inden sommerferien i folkehuset, Voldbækvej 92. Alle er velkomne.
I dag kl. 13-15 byder Folkehuset Gellerup på en festlig sommerafslutning hvor musikgruppen To Jyder underholder, og der er lækkert kaffebord med tyrkiske baklava og somaliske buskut.
Der var søndagen igennem stor aktivitet i Samlingshuset i Gellerup, hvor lokale beboere og foreninger arrangerede støttefest for nødhjælpsskibet Handala II, der i løbet af sommeren er på vej til Gaza. Blandt andet var der optræden af Gadekoret og flere andre musikalske indslag. Der blev indsamlet over 33.000 kr. i løbet af dagen. Foto: Hanne Østergaard.
I aften kl. 19-21 er der igen åbent træværksted i Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92. Har du lyst til at arbejde med træ, reparere noget hjemmefra eller lave noget helt nyt, så kig forbi det hyggelige træværksted.
Aarhus Kommune er løbende i gang med at udskifte de slidte fliser på gader og veje i Brabrand. I denne tid samler arbejdet sig om stikvejen til Engdalsvej, der går under jernbanen til Brabrand Skovvej.



