Fredag fejrede malerfirmaet Helge & Michael Jørgensen, at Käte Guldholt har været ansat i firmaet i 30 år. “Käte er en utrolig dygtig maler, og hun er værdsat både blandt kunder og kolleger,” skriver firmaet på Facebook. Firmaet benyttede også dagens anledning til at markere medarbejdere, som har været ansat hos os i 10 og 20 år, Jette Sørensen, Thomas Stensgaard Gross, Thomas Holstein Christensen og Brian Stougaard Rasmussen (ikke på billedet).
Brabrands jyllandsseriehold i fodbold vandt fredag aften 3-2 over gæsterne fra FC Djursland. Det skete efter et bratg af en start, hvor holdet kom foran 3-0 i løbet af en halv time på mål af Deniz Can Evcil, Luka John September og Jeppe Dybdahl Maltesen. FC Djursland kom tilbage i kampen i det sidste kvarter og fik reduceret til 1-3, inden Brabrands Güney Atas fik rødt kort til allersidst, og gæsterne scorede på straffespark til slutresultatet.
De handlende i Hovedgaden har masser af planer næste lørdag d. 9. september, når der er byfest i gaden. Eksempelvis ruller der en limousine op foran Vinkælderen: Dette ni meter lange køretøj, en nyistandsat og shiny limousine, som man endda kan få lov at bese indefra. På dagen udskænkes kompakte, mørke smagsoplevelser, i form af Cueva 1501 rom, lagret i 18 og 25 år, som sælges i butikken til lave priser.
I dag kl. 10-13 er der åben lørdag på Naturcenter Sølyst på Louisevej 100. Med lup, net og andet grej kan du komme med ud og fange insekter. Deltagelse er gratis, og der er ingen tilmelding.
I eftermiddag kl. 14.00 er der bundbrag på Domis Park i Brabrand i 2. division i fodbold for mænd. Brabrand IF tager imod rækkens bundprop, HIK, der endnu ikke har fået points på kontoen.
Lidt senere, kl. 16.00, venter endnu en spændende 2. divisionskamp i fodbold. Brabrands kvindehold tager imod Esbjerg-holdet FC King George på Domis Park.
I eftermiddag fra kl. 15.30 er der havefest i Gellerups bypark, Joops Have. Du kan opleve bl.a. Baryl Børnejazz, ungdomsbandet Alfakrøll og Rezwan Taha/Luna Ersahin Duo. Desuden er der børneaktiviteter på pladsen med bl.a. ansigtsmaling, cirkusartisteri og en musikbod. Der er gratis adgang, og alle er velkomne.
I dag kl. 10-13 er der åbent hos Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, der har lokale på Gellerup Bibliotek, Karen Blixens Boulevard 23. Du kan komme forbi og få hjælp til at søge informationer om lokale mennesker, steder og begivenheder. Omvendt kan du også aflevere lokalt historisk materiale til lokalarkivet.
I dag kl. 9-12 er der ligeledes Lørdagsleg i Globus 1, hvor hallen bliver omdannet til et kæmpe legeland for børn op til 6 år. Du kan læse mere om formiddagen her.