I dag kl. 14.00 runder Brabrand IF første halvdel af grundspillet af med en udekamp i Roskilde Idrætspark mod endnu et af holdene fra rækkens øverste halvdel, FC Roskilde. Holdet er nedrykker fra 1. division og har gennem efteråret vist, at det er blandt de absolut stærkeste i rækken. Holdet trænes af Kristoffer Johannsen, som tidligere har stået for hold som Næsby og Middelfart og er garant for hurtig, teknisk poleret fodbold. Foto: Ole Jakobsen.
I formiddag kl. 10-13 har Gellerup Bibliotek omdannet kernen i børnebiblioteket til en baby- og tumlingelounge med rasleæg, silketørklæder og bøger i lange baner. Det er gratis, og der er ingen tilmelding, skriver biblioteket. Bare kom forbi.
I eftermiddag kl. 14.00 kan du på AURA Park opleve Brabrands fodboldkvinder i C-Liga tage kampen op mod lokalrivalerne fra JAI. De to hold ligger nederst i rækken og har begge hårdt brug for de tre points.
På under en uge har Grimfest solgt 3500 partoutbilletter til festivalen i 2026. “Det er virkeligt vildt. Det er en kæmpe tillidserklæring fra folk, at de har købt billet, før vi har præsenteret et eneste navn,” siger stifter og ejer af Grimfest, Aage Stokholm, til Stiften. “Jeg er virkelig glad for det tempo, som salget er foregået i. Det gik lynhurtigt den første dag, men der var ikke udsolgt på en time. Det betyder, at alle har fået mulighed for at nå købe billet, hvis de havde bestemt sig for at skulle afsted. Også kulturbærerne, der måske ikke nåede at købe på førstedagen, siger Aage Stokholm i denne artikel.
På månedlige natur-netværksmøder på Sølyst bliver arbejdet for og med naturen i Aarhus Ådal løbende aftalt og koordineret. Og nu kan du også deltage. Suzanne Eben Ditlevsen, som deltager i møderne, inviterer nu medlemmer af Facebook-netværket Livet i Ådalen med til møderne. Det næste møde er d. 10. november kl. 17-20. “Her kan du sammen med mig repræsentere Livet i Ådalen og møde de øvrige naturaktører. På den lidt længere bane vil jeg nemlig gerne have etableret et fællesskab – og evt. en forening – af flere, der har lyst til at arbejde aktivt for den bynære natur langs Aarhus Å,” skriver Suzanne Eben Ditlevsen i Facebook-gruppen.Du kan tilmelde dig via opslaget i gruppen.
I en serie forestillinger hos Gellerup Art Factory præsenterer teater-kompagniet Aiwa Aiwa i perioden d. 25.-29. november igen forestillingen ”Gud Bevare Danmark”, der handler om det svære spørgsmål: Hvem er du, når samfundet siger, du ikke hører til? “Det er en rå, ærlig og musikalsk fortælling om identitet, racisme og loyalitet. Det er ikke underholdning. Det er en nødvendighed,” skriver forfatter, instruktør og skuespiller Chadi Abdul Karim om stykket. Medvirkende er også musiker Nikolaj Rosengreen. Du kan købe billetter via dette link.