Omkring 5000 mennesker var fredag morgen samlet til fælles Eid-bøn på kunstgræsbanen Arena Vest midt i Gellerup. Bønnen er en fast begivenhed, der afslutter ramadanen, og Forbundet af Islamiske Foreninger havde i år opfordret alle muslimer i Aarhus til at møde op til bønnen i Gellerup.
Labland Archtects har været en tur i True Skov sammen med lokale unge, der skal hjælpe med at finde ud af, hvordan skoven kan blive til glæde for mange mennesker i fremtiden. Følg med i arbejdet i denne Facebook-gruppe, True Skov for alle.
Der skal rives flere boligblokke ned i Aarhus Vest, siger borgmester Jacob Bundsgaard i denne artikel i Stiften. “Der er ingen tvivl om, at når Folketinget kræver, at vi bringer andelen af almene boliger ned på 40 procent i 2030 er nedrivning en del af de værktøjer, vi fortsat skal anvende.” De politiske partier i Aarhus er i disse dage i fuld gang med forhandlinger om nye helhedsplaner for Gellerup, Toveshøj og Bispehaven.
Tryghedsskabende videoovervågning er på programmet, når Østjyllands Politi og magistraten i Aarhus Kommune mandag mødes til det årlige kredsrådsmøde, skriver Jyllands-Posten. Boligområderne i Gellerup, Bispehaven og Toveshøj er blandt de steder i Aarhus, politikerne ønsker flere kameraer sat op.