I aften kl. 20.00 er der vokaljazz af fineste karat på Gasværket. Den amerikanske sangerinde Vanisha Goulds sangstil er inspireret af bl.a. Billie Holiday, Sarah Vaughan, Joni Mitchell, Carmen McRae og Ella Fitzgerald, og det kan høres både i hendes stemme og egne kompositioner. Hun bliver bakket op af Andreas Toftemark: saxofon. Rasmus Sørensen: Piano. Matthias Petri: Bas. Christoffer Andersen: Trommer. Jazzværket er arrangør af koncerten. Billetprisen for medlemmer er 170,-. Du kan reservere billetter via dette link.
I morgen, lørdag kl. 10.00, inviterer Brabrand IF Gymnastik alle til den årlige forårsopvisning, der denne gang noget helt særligt, da foreningen også fejrer 90 års jubilæum. Dagen fejres med gymnastik, spring og dans i alle aldre samt gæsteoptrædener fra Ølgod Efterskole, Bydrengene og DGI Juniorhold. “Kom gerne på cykel eller til fods, da der er meget begrænsede parkeringsmuligheder,” skriver Brabrand IF Gymnastik. Entré kan købes på forhånd via www.bif-gym.dk eller med MobilePay i døren.

Lørdag kl. 10-13 inviterer Smag på Aarhus til naturdag på Naturcenter Sølyst, der står i sankningens tegn. Kl. 11.00 er der fælles sanketur for dem, der er interesserede. “Vi afslutter sanketuren med at lave hummus, der smager af de forskellige lækre urter, vi har fundet. Derudover åbner vi ind til dyrene, og der bliver mulighed for at gå på opdagelse på egen hånd på Sølysts arealer, hvor du bl.a. kan lede efter spiselige planter,” skriver Smag på Aarhus om arrangementet.