I eftermiddag kl. 16-19 byder Gasværket på Byleddet 2C på fredagsbar, hvor der vil være kølig fadøl og vin fra Altid Vintid. Desuden kan du bl.a. opleve livemusik med Maria Molde fra bandet MOLDE, og Dann Phaff Louring læser op af egne digte. Når han optræder med sine digte, gør han det ofte under forskellige aliasser, Joshua og H, samt Dann selv, der deler skarpe, varme og genkendelige betragtninger om livet i Brabrand.
I eftermiddag fra kl. 15.30 inviterer virksomheden Blue Room Production ligeledes til fredagsbar på Langdalsvej 46. Kl. 17.00 kan du høre medejer Frederik Sparvath fortælle om deltagelsen i kanoløbet Yukon 1000 i Canada og Alaska i juli. Sammen med sin bror Morten var han udvalgt som ét af blot 30 tomandshold, der skulle padle 1.600 kilometer ad Yukon-floden fra Canada til Alaska i kajak eller kano – uden støtte undervejs og kun med det udstyr, de selv kan have med i båden.
I morgen, lørdag, går det løs med Brabrand Byfest i Hovedgaden. Et omfattende program er allerede lagt – og økonomien hænger nu sammen via sponsorstøtte fra lokale virksomheder. Brabrandhus støtter som de tidligere år med 5000 kr., der især skal være med til at finansiere børneunderholdningen. Og Anders Koba Jensen og Brabrand El har yderligere sagt ja til at støtte byfesten med 1500 kr.
Gellerupbadet meddelte onsdag, at svømmehallen er nødt til at holde lukket på grund af mangel på livreddere. Men nu fortæller Gellerupbadet, at man alligevel kan holde åbent fredag og lørdag. “Vi har fundet en midlertidig løsning på bemandingen i Gellerupbadet,” skriver badet, der har åbent i dag, fredag, kl. 15-18, og lørdag kl. 10-15 samt voksensvømning kl. 15-18. “Vi arbejder fortsat på en løsning for perioden fra søndag den 13. september og frem, men har endnu ikke afklaret de kommende åbningstider,” skriver badet. “Vi opdaterer hjemmesiden og vores Facebook-side, så snart der er nyt.”
Vatanspors drømme om oprykning til Jyllandsserie 1 led torsdag aften et knæk, da holdet på udebane hos Aarhus 1900 tabte 0-2. I den omvendte kamp havde Vatanspor ellers vundet 8-1, men denne gang var modstanden for hård. Gæsternes Enes Alici måtte endda et kvarter før tid tage imod et rødt kort.
Teknik og Miljø meddelte d. 3. september, at broen over Aarhus Å ved Årslev Engsø var spærret af, fordi en skråstiver skulle udskiftes, og kommunens folk kunne derfor ikke stå inde for, at broen var sikker at bruge. Men nu er broen farbar igen, meddeler Teknik og Miljø i et opslag på Facebook.



