
Årets Grimfest er i gang. Torsdagen bød på et kæmpe tag-selv-bord af kultur-oplevelser – fra en tindrende smuk koncert med et af landets lige nu mest hypede bands, Aphaca, til sølvbryllups-rappere, garagerock og fællessang. Og de kommende dage byder på meget mere.
“Hvis du spø´r hvor vi ska´ hen, så si´r vi “bar´ deru´a´!”
De to garvede rappere og underholdere Jonny Hefty & Jøden har holdt sammen i 25 år og er på 22. år stadig en central del af Grimfests dna: Det lidt skæve, sjove, kantede, upolerede, der er med til at gøre festivalen for enden af Grimhøjvej til noget særligt.
Så hvad var mere naturligt end indlede Grimfest med at lade de to gutter fejre deres “sølvbryllup” som par på den danske rapscene? Det var Grimfest Classic. Og det var sjovt, skørt og skævt, da de to torsdag kl. 17 indtog Skovscenen med deres kreative rim – mixet op med gypsy-gruppen Tako Lakos spraglede og sprudlende energi.
Citatet i starten af artiklen er hentet fra deres indledende rap-symfoni, der som altid gav masser af grin og godt humør – inden de skruede smilene endnu mere i vejret ved at tilbyde gratis fadøl til alle foran scenen.
“Er der nogle headbangere i huset”, brølede de to entertainere og kastede sig over endnu en festlig klassiker fra gemmerne “Bar Mave”.
Så var Grimfest i gang. Forude ventede det måske mest ambitiøse musikprogram nogensinde, der i løbet af foråret har lokket i tusindvis af mennesker til at købe billet. Helt enestående kunne festivalen allerede i maj melde “alt udsolgt”.
Det har bestemt ikke fået arrangørerne til at lægge sig til rette i hængekøjen. Tværtimod er der skruet op for alle de kreative indfald, der også de tidligere år har præget Grimfest – men nu lige har fået en ekstra drej på kreativitets-knappen.
På camp-scenen udenfor festivalpladsen kan du alle festivaldage få fine, uventede oplevelser – torsdag eftermiddag blandt andet med pige-punkgruppen Ponny, der fyrede den af i en utroligt energi-udladning.
Ved siden af sad en stor forsamling børn og barnlige sjæle og lavede perlekæder og blomsterkranse og nød camping-stemningen.

Knap er du kommet inden for på pladsen, før du bliver indfanget af de optrædende i Grims Eventyrbod, der inviterer til at hoppe ind på “scenen” – det lille stykke græs i det yderste hjørne af pladsen” og blive en del af deres sjove, hyggelige univers.
Og lige i nærheden tilbyder Café Væredygtighed friskbrygget kaffe – og giver rabat hvis du tager en “selvreflekterende samtale” med en anden person.
Og sådan kunne vi blive ved. Der er skruet op for alle sanser.
Fandt meningen med tilværelsen
Nede i skoven, i det der er blevet døbt Undergrim, indledte deltagerne af årets Grimhøjskole festivalen med en fællessang skrevet til lejligheden. Højskolen er sat i verden af Den Grimmeste Forening Forening og var igen i år en integreret del af forberedelserne til festivalen.
“Foreningen er stiftet for at underbygge det fantastiske fællesskab, der er mellem de mennesker her omkring Grimfest. Der er en masse mennesker, som lægger deres hjerteblod i at lave kulturelle arrangementer,” fortalte Allan Due Jepsen fra foreningen.
“Der er mennesker her, som har fundet meningen med tilværelsen, der er mennesker som har fundet en kæreste – der er faktisk nogen, som har fået børn hernede – måske ikke lige her på stedet – men efterfølgende. Det er et helt utroligt sted og et sted jeg selv holder meget af.”

Kontrollerede aggressioner med et smil
Også foran de tre scener var der en masse at opleve. På den store Skovscenen viste Mumle og Aphaca på hver deres måde, hvorfor de lige nu er blandt de navne, der tales mest om på den danske musikscene.
Mumle med en fint iscenesat koncert, der musikalsk ikke var fornyende på nogen måde men alligevel var interessant hele vejen igennem – med “det 21-årige popfænomen, der dykker lige ned i Z-generationens sikkerhed og usikkerhed,” som Ud & Se har beskrevet hende.
Og lidt senere på aftenen, da pladsen var totalt proppet med mennesker gik Aphaca på og gav en tindrende smuk og rørende koncert på en stille smuk sommeraften, som ingen næppe kunne have ønsket sig bedre.

Ind i mellem var der mulighed for at blive godt rusket igennem af The Courtettes – endnu en særlig størrelse på den danske musikscene – eller “The Fabulous Courettes” som de beskrev sig selv.
“Welcome to the Wall of Sound” introducerede de sig selv på den lille scene på Grimhøjgaards gårdsplads. Og så fyrede den brasiliansk-fødte guitarist og sanger Flavia Couri og trommeslager Martin Thorsen den ellers af i et orgie af garage-rock, der virkelig rensede øregangene.
På et tidspunkt under koncerten gav deres udladninger ligefrem anledning til en ægte gang “moshpit”, hvor 20-30 tilhørere sprang rundt og aggressivt stødte ind i hinanden – mens de smilte over hele ansigtet.
Først skabte aggressionerne stor forskrækkelse blandt de øvrige tilhørere, som instinktivt rykkede væk fra de vilde aktiviteter. Men det viste sig hurtigt, at aktiviteterne var totalt fredelige og kontrollerede – og kvinder og mænd i alle aldre besluttede sig derefter for at springe ind i flokken for at bumpe rundt sammen med de øvrige.
Det var ægte Grimfest-energi – og gav sammen med aftenens mange andre oplevelser stor appetit på alt det, der venter de kommende dage.
Læs også:
20 år med Grimfest: En kulturinstitution i konstant udvikling

