
Mogens Warming har klinik i Årslev og har sat sig grundigt ind i, hvordan vores vejrtrækning påvirker vores fysiske velvære. Forleden inviterede han til foredrag på Veteranhjem Aarhus, hvor han fortalte og demonstrerede en række enkle øvelser, der kan modvirke stress og uro i kroppen.
Hvorfor skal man vide noget om vejrtrækning?
Mogens Warming kigger rundt i lokalet, hvor der sidder en flok kvinder og mænd i deres bedste alder. De har sagt ja tak til Mogens Warmings tilbud om at komme til gratis foredrag hos Veteranhjem Aarhus på Edwin Rahrs Vej:
“Når du går hjem, så ved du lidt mere om vejrtrækning, du har lært noget, som du kan bruge hver dag, og så har du muligvis også haft det sjovt,” lovede han på Facebook.
Og her er vi så – forventningsfulde, måske blandet med en smule skepsis. For hvad er det med den vejrtrækning?
“Din vejrtrækning påvirker dig, lige meget om du er bevidst om det eller ej. Så bliv bevist om den – og du kan vælge, om den skal påvirke dig positivt eller negativt,” svarer han selv.
“Hvis man forstår hvad der sker i kroppen, kan man gøre noget ved det.”
Mogens Warming har klinik i Årslev, hvor han laver terapi med udgangspunkt i kroppen kombineret med samtale og åndedrætsterapi mm. Og så er han sanger og har rejst landet rundt med lystig sømandsmusik, sunget i musicals og opera og som 2. bas i vokalgruppen Vox 11.
“Alle sangere ved et og andet om at trække vejret,” siger han med et stort smil.
Han har selv brugt en masse tid på at forstå, hvad det er, vejrtrækningen gør ved os. Og nu vil han gerne lære fra sig til alle, som ønsker at blive klogere på vejrtrækningen, og hvordan den påvirker kroppen.
Han tog sidste år kontakt til Lungekoret, hvor deltagerne har forskellige lungeproblemer. Han tilbød dem en række lektioner hen over syv gange, hvor de alligevel mødte op for at synge. Gratis, ligesom foredraget på veteranhjemmet.
“Det var nok til, at mange af dem oplevede en stor effekt,” fortæller han.
Han henviser til den amerikansk psykolog Stephen Porges, når han forklarer, at hvis man synger eller laver vejrtrækningsøvelser, vil man i højere grad være i stand til at regulere sin fysiologiske tilstand.
Øvelsen der beroliger dit nervesystem
Vi kaster os ud i den første øvelse, kaldet “Oxygen Advantage”:
- Indånding
- Udånding
- Hold vejret og hold for næsen og tæl til 5
- Træk vejret normalt 2-3 gange – og gentag øvelsen
Det er i virkeligheden den helt centrale øvelse, forklarer Mogens Warming. Ved at gennemføre øvelsen dagligt øver man sig i at trække vejret roligt, og det er en god metode til at berolige sit nervesystem.
“Det er basis-øvelsen. Alene den øvelse kan gøre, at man lige falder lidt til ro.
Kan I mærke forskellen,” spørger Mogens Warming.
Han forklarer, at målet er en bedre funktionel vejrtrækning. Hvis man øver sig, smitter det automatisk af på, hvordan man gør, når man ikke tænker over det. “Når man får redskaber til at tage kontrollen – så man kan slippe kontrollen”, som han udtrykker det.
Han nævner nogle af de faktorer, der så automatisk følger med. For eksempel at man med en roligere vejrtrækning bliver bedre til at koncentrere sig.

Han tilføjer, at vi generelt bør forsøge at trække vejret gennem næsen. Så træner vi bihulerne, og evt. søvn-apnø kan med tiden helt forsvinde.
“Hjælper det at sove med hovedet hævet,” spørger én.
“Prøv det,” lyder svaret. “Hav en legende og undersøgende tilgang. Og husk at have hjertet med i det!”
Øvelsen der giver dig ro, energi og overskud
Hvis der pludselig kom en sabeltiger, ville vi straks sende energien hen, hvor der var mest brug for det. Det sørger vores autonome nervesystem for. Det gør kroppen kampklar ved at øge hjerteaktivitet, blodtryk og giver hurtigere vejrtrækning, så vi kan håndtere stress eller fare bedst muligt.
“Vi er jo i den vestlige verden, så der er altid noget vi skal. Men hvis man laver denne øvelse fem minutter om dagen, får vi mere ro til at præstere bedst muligt, når vi har brug for det,” siger Mogens Warming.
Det gælder om at få antallet af vejrtrækninger i minuttet ned. Det kan øvelsen Box Breathing hjælpe med til:
Træk vejret ind mens du tæller langsomt til 4
Hold vejret mens du tæller til 4
Ånd ud mens du tæller til 4
Hold vejret mens du tæller til 4
Øvelsen træner din evne til at trække vejret bevidst. Grundigt og langsomt. Det kan styrke dit centrale nervesystem, hjerte og blodbaner og immunforsvar – og øge din fornemmelse af energi og overskud, påpeger Mogens Warming.
Især hvis man har lidt for travlt i hverdagen eller har tendens til uro eller angst, kan vejrtrækningsøvelsen hjælpe. Man falder mere til ro.
Øvelsen der gør dig klogere
Vi slutter med at måle vores såkaldte BOLT-score. Blod Oxygen Level Test. Kort sagt: Det antal sekunder man kan holde vejret. Men man skal holde vejret efter en udånding, understreger han.
“Når man ånder ud og tømmer lungerne for luft, begynder man at opbygge co2 i kroppen. Co2´en er det, der får os til at trække vejret. Hvis vi øver os i at ha co2 i kroppen, kan vi udsætte den refleks og vente længere før indånding. Så falder vores vejrtræknings-hastighed, og det sænker vores angst og stressniveau.”
Han gentager, at det er vigtigt, at vi holder vejret på en udånding. Og det gør vi så i samlet flok, mens Mogens Warming tæller.
…19, 20, 21…
En efter en falder vi fra mellem 20 og 30. Men det er slet ikke så dårligt, roser Mogens Warming.
Hvis man måtte give op, før de 20 sekunder var nået, var situationen mindre god. Og kan man omvendt holde vejret i 40-45 sekunder, er man sandsynligvis et veltrænet sportsmenneske.
“Professionelle cykelryttere tager op i højderne for at træne kroppen i at være bedre til at optage ilt. Men vi kan træne det samme lige her ved bevidst at trække vejret mindre. Vi har allesammen godt af det,” siger han.
“Et af de steder, hvor effekten af en bedre iltoptagelse er tydeligst, er i hjernen. Den øvelse her kan faktisk gøre jer klogere,” siger han med et smil.

Vi nærmer os nu afslutningen på foredraget, og Mogens Warming tager os gennem forskellige måder at trække vejret på. Ned i lænden, i maven, i brystkassen. Det har betydning, hvor dybt ned, vi kan trække vejret, understreger han.
Der bliver stillet spørgsmål og købt bøger, inden folk begiver sig ud i aftenkulden, mens en sætning Mogens Warming har gentaget et par gange, formentlig ringer i baghovedet.
“Hvis man forstår, hvad der sker i kroppen, kan man gøre noget ved det. Selvudvikling er baseret på bevidsthed – at man tager ansvaret for sig selv, for egen og andres skyld. Man kan faktisk selv gøre noget for at få det bedre.”
Mogens Warming gentager foredraget på veteranhjemmet i løbet af marts, og det vil da blive efterfulgt af 10 lektioner med undervisning og træning af det bevidste åndedræt. Det informerer han om via Facebook-profilen Mogens Warming Massage.
