
FleksiFjer er et særligt tilbud under Brabrand IF Badminton til alle, som gerne vil spille badminton hver uge, men ikke har en fast makker at spille med. Antallet af deltagere om mandagen fortsætter med at vokse, og badminton-afdelingen åbner nu for også at spille om torsdagen.
Har du lyst til at spille badminton på motionsniveau i et hyggeligt fællesskab? Så er FleksiFjer måske noget for dig.
“Det kan være svært at ta´ tilløb til at dyrke idræt, hvis man ikke har været en del af det lokale foreningsliv før. Hvor passer man lige ind? Her har jeg virkelig fået glæden ved at spille badminton igen,” fortalte 22-årige Clara Søby i efteråret 2025.
Hun er flyttet til Brabrand i løbet af de sidste par år og har fundet glæden ved at dyrke idræt igen på FleksiFjer-holdet om mandagen. Her dyster spillerne med og mod hinanden på kryds og tværs – i alderen 22 til 78 år.
Navnet FleksiFjer er en betegnelse opfundet af DGI og beskriver det fleksible i ordningen. Du kan møde op, når du kan, da der ikke er faste makkere. Der er ingen træner, men deltagerne har sammen fundet ud af, hvordan det hele skal køre.
Der spilles så vidt muligt double og alle spiller mod/med hinanden, alt efter hvem der er mødt frem.
Og nu kan du altså også deltage på FleksiFjer-holdet om torsdagen kl. 19.00-20.00 i Brabrandhallen, hal2.
“Hvis du allerede er medlem af Brabrand Badminton IF, kan du spille med frem til sommerferien uden at betale yderligere kontingent. Hvis du ikke allerede er medlem af foreningen, kan du spille med frem til sommerferien for 100 kr.,” fortæller holdansvarlig Gitte Ferslev Pedersen.
Der betales 10 kr. til bolde per spiller per gang. Hvis du ønsker at være en del af holdet, skal du sende besked til Gitte på motion@brabrand-badminton.dk. Du er også velkommen til at ringe for at høre nærmere på tlf. 23716221.
Læs også:
De mødes hver mandag på kryds og tværs – i alderen fra 22 til 78 år



