
De 5-7-årige deltagere var i centrum, da Sprogklubben i Brabrand onsdag eftermiddag fejrede, at børnene har færdiggjort det 20 uger lange forløb. Sprogklubben rykkede i efteråret 2025 ind på Kløverskolen, og det har været et stor succes. En del af børnene skal efter sommerferien starte på skolen.
Det var både festligt og fornøjeligt, da børnene og deres familier onsdag fejrede, at de gennem efteråret og vinteren har været en del af Sprogklubben i Brabrand.
Koordinator Arzu Cilek mødte op med diplomer og gaver til børnene, og bagefter var der fest med rigelige mængder af pizza og kage.
Festen blev rundet af med et festligt hatteteater, hvor børnenes kreativitet sprudlede som dinosaurer, mariehøns, bier og en kat, der kunne tale tre sprog.
Bag Sprogklubben står initiativet 2 Timer om Ugen, der er en indsats båret af frivillige under Fonden for Socialt Ansvar. 2 Timer om Ugen ønsker at styrke flersprogede børns danske sprog, sociale kompetencer og kulturforståelse.
Sprogklubben i Brabrand startede sidste år i beboerhuset Laden på Edwin Rahrs Vej, men da Kløverskolen i efteråret stod færdig, var det oplagt at aktiviteterne skulle rykke ind på skolen. Og det har været en stor succes, fortæller koordinator Arzu Cilek:
“Selvfølgelig skulle vi lige finde os til rette på den nye skole. Men vi har fået etableret et rigtig godt samarbejde, og vi føler os godt tilpas her,” siger hun.
Af de 12 deltagende børn i den netop afholdte sprogklub går de 11 stadig i daginstitution, men skal alle starte i skole til sommer. Forældrene ønsker, at børnene bliver bedre til at tale dansk, inden de begynder i skole.
“Det er ikke afgørende, om børnene er begyndt i skole eller stadig går i dagtilbud. Vi understøtter institutioner og skole i, at børnene bliver klar til at gå i skole, rækker hånden op og kan deltage i fællesskabet,” siger Arzu Cilek.
Der har til de to første hold været stor interesse for Sprogklubben. Det er dog de lokale daginstitutioner, der indstiller børn, som de mener har et særligt behov for at styrke deres dansk, inden de skal i skole.
2 Timer om Ugen har indgået en fire-årig samarbejdsaftale med Aarhus Kommune om at drive sprogklubber i Tilst, Viby og Brabrand.
Derfor kan Arzu Cilek love, at der snart kommer endnu en sprogklub, der ligeledes får til huse på Kløverskolen. Den kommende sprogklub starter til maj.
Læs også:
Sprogklubben i Brabrand har skabt selvtillid og mod på at snakke dansk
