
Der har været talt om den kommende ombygning af Engdalskolen i flere år. Og nu sker der snart noget. I slutningen af januar 2026 kan nedrivningen af to autoværksteder på nabogrunden øst for skolen begynde. Her er det planen, at skolens indkørsel og parkeringsplads skal være.
Engdalskolen mangler plads. Sådan har det været i årevis, hvor Aarhus Kommune med tilbygninger løbende har forsøgt at følge med det voksende elevtal.
Men pludselig blev det i slutningen af 2023 muligt at tænke større tanker om, hvordan skolens fysiske rammer kan udvikles. Aarhus Kommune fik her mulighed for at overtage den såkaldte Vinkler-grund – navnet stammer fra en tidligere elektriker-virksomhed – på Hovedgaden 1 og 3.
Ved udgangen af januar 2026 fraflytter de to værksteder grunden, og så ligger vejen åben for, at de første skridt til en ombygning af skolen kan tages.
En ukendt faktor er dog, i hvilket omfang der bliver brug for at håndtere forurenet jord efter mange år med garager og autoværksteder. Det er i øjeblikket ved at blive afklaret ved at undersøge jordbundsprøver fra området.
Samtidig er Aarhus Kommune nu så langt i planerne for en ombygning af skolen, at man er i gang med at finde den tekniske rådgiver til projektet. Det ventes også at ske i januar. Og så kan detail-planlægningen af byggeriet rigtig gå i gang.
Skole-sudoku
Grundlæggende er Engdalskolen og Børn og Unge dog enige om de store linjer i en ny helhedsplan for skolen:
Der indrettes indkørsel, “kys-og-kør-bane” og medarbejder-parkering på den såkaldte Vinkler-grund, hvor autoværkstederne endnu ligger.
Det betyder, at der frigøres plads til nybyggeri foran skolen ud mod Engdalsvej. Her skal blandt andet placeres en kommende multisal, og desuden vil der blive plads til nye undervisningslokaler og en større og mere indbydende indgang til skolen.

Samtidig er der lagt op til en ombygning af en del af den eksisterende skole, sådan at der kan skabes et bedre gangforløb og større ”albuerum” til elever og personale både ude og inde.
“Det er en skole med mange brudte flows på grund af de mange tilbygninger gennem årene. Der er gennem tiden proppet nye “bokse” ind på skolen, og det har betydet, at de daglige flows på skolen langt fra er optimale. Det får vi mulighed for at gøre noget ved nu,” siger projektleder i Børn og Unge, Louise Kissmeyer.
“Vi er i gang med det, vi kunne kalde skole-sudoku, hvor vi ser på, hvad vi har af brikker at flytte rundt med – og hvordan vi kan lægge dem bedre til gavn for for skolens praksis.”
Dertil kommer, at man på grund af det stigende elevtal véd, at der skal være plads til et ekstra naturfagslokale, et nyt musik-lokale og to ekstra klasselokaler.
Administration og personalerum rykkes en etage op
Der er allerede enighed om, at det giver god mening at flytte skolens administration og personalerum en etage op for i stedet at give plads til flere klasselokaler i indskolingen og sammenhængende gang-arealer med nem adgang til ude-arealerne.
Planen er også at lave møderummet Kompasset om til skolebibliotek, og at det kommende nye musiklokale med en scene vil ligge fint ved siden af den nye multisal. Det vil betyde, at scenen også vil kunne anvendes til større arrangementer.
Debatten om Fristedet
Der har i den seneste tid været en del debat om Fristedet på Engdalsvej 18, hvor Engdalskolens SFO holder til. Der har været rygter om, at den kommunalt ejede ejendom vil kunne blive solgt, men på et valgmøde på Gasværket var meldingen fra en række politikere, at de ikke kan bakke op om et salg.
Alligevel planlægges der efter, at SFO´en skal kunne rykke ind på skolen, hvis det alligevel ender med, at Fristedet på et tidspunkt ikke længere skal huse SFO´en.
“Det er der ikke lagt op til lige nu, men vi er nødt til at fremtidssikre rammerne,” forklarer Louise Kissmeyer.
Skoleleder Rasmus Dalager Jørgensen understreger dog, at håbet er at beholde Fristedet som en del af skolen i mange år endnu.
“Ikke ret mange skoler har tilsvarende fantastiske rammer for børnene. Det håber vi bestemt, at vi kan fortsætte med,” siger han.
Nye pædagogiske rammer
I arbejdet med planen for en modernisering af Engdalskolen bliver der også tænkt en del tanker om pædagogik, fortæller Louise Kissmeyer og Rasmus Dalager Jørgensen.
“Der er en del gamle birum, der ligger ret godt i forhold til den eksisterende undervisning. Her kunne det være oplagt at få indrettet nogle andre læringsmiljøer, så skolen får nogle flere strenge at spille på, når det gælder læringsformer og mere inkluderende miljøer. De fysiske rammer skal understøtte den pædagogiske vision,” siger Louise Kissmeyer.

Blandt andet er man inspireret af Hornslet Skole, hvor man har bygget en ny afdeling til de ældste elever baseret på projektbaseret læring.
“Vi vil gerne bryde de trąditionelle rammer op, så vi i nogle sammenhænge har mulighed for at arbejde mere projektbaseret og praksisorienteret tættere på børnenes virkelighed,” forklarer skoleleder Rasmus Dalager Jørgensen.
Pres på lokalerne nogle år endnu
Men bliver Engdalskolen så stor nok til, at der er plads til alle eleverne, selvom elevtallet fortsat stiger?
Projektleder forklarer, at den ombyggede skole vil rumme 40 klasselokaler – og det svarer ud fra de seneste elevtals-prognoser til behovet i skoleåret 2033/34.
“Vi bygger altid ud fra et 10 års-sigte for at undgår hovsa-løsninger,” siger Louise Kissmeyer.
Det ser dog ud fra prognoserne ud til, at skolen de kommende år vil fortsætte med at vokse. I efteråret 2025 startede seks 0. klasser, mens kun tre 9. klasser gik ud. Nogenlunde de samme billede vil man kunne se de næste par år, inden elevtallet sandsynligvis flader ud.
Det kan betyde, at lejede pavilloner stadig vil være en del af skolens liv de næste par år – blandt andet fordi selve ombygningen også vil kræve, at nogle klasser må rykke ud af deres normale rammer.
“Det bliver en spændende men også vanskelig rokade under ombygningen. Men vi må være kreative og finde den bedst mulige løsning for eleverne,” siger skoleleder Rasmus Dalager Jørgensen.
Læs også:
Engdalskolen får mere albuerum: Omfattende udbygning af skolen er på vej
