Brabrands håndboldherrer i 3. division manglede lige det sidste, da holdet søndag eftermiddag tog imod Nordthy IF. Brabrand-spillerne forsøgte på alle mulige måder at holde trit med gæsterne, men det kneb med kræfterne, da der var brug for dem. Til sidst løb gæsterne med sejren på 25-22.
Når man er et konkurrence-menneske, så svier de her nederlag. Brabrand-spillerne vidste, at de med en anelse mere skarphed havde fået points med i omklædningsrummet. Men kræfterne manglede.
Brabrand kæmpede og kæmpede og fik i de sidste 20 minutter også masser af muligheder for at indhente gæsternes føringer på to-tre mål. Målmand Nikolaj Clausen snuppede alt, hvad man kunne forlange af ham – men i den anden ende af banen kneb det.
Brabrand havde ganske spimpelt svært ved at åbne gæsternes forsvar. Eneste undtagelse i den periode af kampen var venstre fløj, Rasmus Lundgaard, som var sikkerheden selv – lige indtil han på straffekast fik muligheden for at bringe Brabrand rigtig tæt på. Så brændte han…
”Vi spiller os egentlig til nogle fine chancer og har også mulighederne for at komme tilbage i kampen, men vi mangler nok de sidste kræfter”, erkendte Glenn Vestergaard, som er den ene af holdets to trænere.
Må kæmpe hårdt for målene
Med tre afbud, blandt andet på grund af skader, manglede der fysisk overskud – og det samme var tilfældet i sidste weekend, hvor holdet kørte til Hjørring med kun otte mand – og blev ramt af et rødt kort i første halvleg.
”Mange af dem, der spillede meget i dag, har også spillet meget i de andre kampe. Vi er lidt hård spændt for lige nu, men vi skal bare holde fast og klø på”, sagde Glenn Vestergaard, som selv spillede alle 60 minutter i søndagens kamp.
”Udfordringen er jo så, at vi måske ikke får set de små ting, hvor vi kan få de ”nemme” mål. Så må vi kæmpe for hårdt for vores mål, og så har vi ikke kræfterne til sidst”.
Brabrand hænger dog fortsat på midterfeltet i rækken, og Glenn Vestergaard håber, at holdet kan få yderligere et par sejre inden julepausen. I næste weekend møder holdet Aalborg HK på udebane.
Glad håndbold
Modsat herrerne så kunne Brabrand Håndbolds kvinder juble over en sikker sejr senere søndag eftermiddag. I Brabrandhallen blev det 30-24 over JAI, og holdet har nu sammen med AGF og Aarhus Fremad lagt sig sikkert i spidsen i rækken.
“Det var dejlig glad håndbold. Vi spiller en god 1. halvleg, mens 2. halvleg var mere på det jævne. Vi brænder mange chancer, men fik dog alligevel scoret 30 mål”, sagde den ene af holdets to trænere, Peter Harpøth Sørensen efter kampen.