Søndag formiddag opstod der brand i en bålhytte på et grønt område ved Hougårdsvej. Østjyllands Politi fik en anmeldelse kl. 11.36, og hytten var helt opslugt af flammer, da politi og brandvæsen kom frem. Ifølge vidner på stedet var af uvisse årsager gået ild i en plastikstol, hvorefter ilden bredte sig så hurtigt, at de personer, der var til stede, ikke kunne slukke den, og derfor ringede 112. Politiets undersøgelser på stedet gav umiddelbart heller ingen forklaring på, hvordan branden var startet. Ingen personer kom til skade ved episoden. Foto: Henrik Andersen.
Brabrand Håndbolds kvinder i toppen af 3. division måtte søndag eftermiddag sluge et nederlag på 22-29 til bundholdet Viby IF. Kampen var ganske jævnbyrdig i starten af kampen, men senere trak gæsterne fra. Trods nederlaget beholder Brabrand dog førstepladsen.
Også Brabrands herrer måtte rejse hjem med et nederlag, da holdet søndag var på besøg i Nibe. 30-19 til hjemmeholdet blev resultatet. Det betød, at de to hold byttede plads i tabellen, og Brabrand er nu igen tæt på nedrykningsstregen.
I eftermiddag kl. 14-16 inviterer institutionen Birkebakken, Hejredalsvej 144, til indvielse af Birkeskolen samt ny gymnastiksal, nye musikfaciliteter m.m. Alle er velkomne.
I eftermiddag kl. 16.00-17.00 bliver der igen spillet crossboule i Brabrand Sognegård, og alle er velkomne til at komme og være med.
I aften kl. 18-20 inviterer en gruppe unge kvinder fra Brabrand-området til informationsmøde om Asylum United, der hver onsdag sørger for fodbold-aktiviteter for kvinderne på asylcenteret i Jelling. Mødet foregår i Blixens, Karen Blixens Boulevard 7.