Nina Riis Blæsbjerg og Rasmus Wang Kaa er begge fotografelever hos The Blue Room på Langdalsvej, hvor de lærer de alle facetter af fotograf-faget. Desuden har de lovet at løse foto-opgaver for Vores Brabrand. Her kan du møde de to unge fotografer.
Allerede i næste uge kommer du til at stifte bekendtskab med Ninas og Rasmus´ billeder.
Nina har taget en stribe flotte fotos fra cirkus-miljøet i Cirkus Tværs i Sports- og Kulturcampus, mens Rasmus har taget en række spændende portrætfotos af keramiker og filminstruktør Anders Morre, som har sit studio i iværksætterhuset Square One på Karen Blixens Boulevard.
Nina Riis Blæsbjerg 26 år. Født og opvokset i Århus.
”Jeg er lige startet på min fotograf-uddannelse og er spændt på de næste år som fotografelev hos The Blue Room i Brabrand. Jeg kommer fra en kreativ baggrund både med teater og musik, hvor jeg også har lavet min egen musik, sammen med min højskoleven Vincent. Musikken har gjort at jeg har fået forståelse for det at arbejde kreativt, og hvor meget glæde det giver mig.
Som fotograf er jeg interesseret i mange ting, men det er nok mest mødet med et andet menneske og den visuelle iscenesættelse af dem, jeg er optaget af. Jeg glæder mig til at møde alle de forskellige menneske, som bor rundt i Brabrand, især da nogle gør en stor forskel for fællesskabet.”
Rasmus Wang Kaa, 26 år. Bliver færdig med fotografuddannelsen i august 2023.
”Min store drøm i mange år var at blive professionel musiker. Jeg flyttede til Sjælland da jeg var 18, for at forfølge drømmen sammen med 2 andre drenge, som jeg mødte da jeg gik på en musikefterskole i Sønderjylland. Efter nogle år på Sjælland valgte jeg at gå ud af bandet, og flyttede tilbage til Haderslev, hvor jeg er vokset op.
Til at starte med holdt jeg musikken ved lige, men interessen forsvandt lidt efter lidt. Efter et års tid, hvor jeg arbejdede som lagermedarbejder, købte jeg så et kamera for mine hårdt tjente penge. Der var jeg omkring 21-22 år gammel.
Det blev hurtigt min nye besættelse at prøve kræfter med alle former for fotografi.
Så kom jeg ind på fotograf-grundforløbet, og 14 dage efter det 5-6 måneder lange forløb, havde jeg så en elevplads hos Blue Room Production.
I min fritid holder jeg gang i et projekt som jeg kalder ‘Scener’ eller ‘Scenes’. Et projekt hvor jeg skaber scener fra ikke eksisterende film og giver dem et filmisk udseende. Der er det en kæmpe fordel, at være i en virksomhed som The Blue Room, hvor vi bygger kulisser til foto- eller videoopgaver. I de kulisser kan man lege Gud og styre solen lige som man har lyst til.
I mine billeder skal der ikke være en lang tekst til. Historien skal folde sig ud, mens man står og betragter det. Drømmen er engang at kunne udstille denne serie og fortsætte med at holde kunsten i gang, ved siden af mit arbejde som reklamefotograf.”