
I ferierne står hallen for det meste tom – og der er lukket i Café BIF. For at skabe liv i Brabrandhallen tog Brabrand IF Badminton i juleferien et nyt initiativ, street badminton, der blev et stort tilløbsstykke.
“Vi vil gerne hjælpe med at skabe mere liv i Brabrandhallen, så derfor prøvede vi at holde en udvidet træningsdag med spisning i efterårsferien, fortæller Dan Kaihøj fra Brabrand IF Badminton.
Og da en af trænerne fortalte om ”street badminton”, var vejen banet for et nyt initiativ i juleferien:
“Vi arrangerede det med kort varsel i juleferien. Opgaven var at skaffe 100 tomme boldrør og trommer til at skabe den gode stemning, og så skulle der være VIP lounge, chips, sodavand og en masse andet,” forklarer Dan Kaihøj.
To trænere arrangerede det hele og afviklede det på dagen: 3 timers turnering og efterfølgende spisning og hygge i pejsestuen.
“Vi var ærlig talt i tvivl om, hvad det var, og om der ville komme ret mange spillere. Men der kom dog 42 spillere, heraf to fra TST og to fra Galten, på trods af kun en uges tilmeldingsfrist – så vi er allerede ved at overveje en gentagelse,” siger han.
“Café BIF var med på ideen og holdt åbent kun for vores arrangement, hvilket vi er meget taknemmelige for.”
Med så mange rekvisitter og alle boldrør splittet i atomer var hallen meget beskidt tre minutter før arrangementet sluttede, så det lignede en del overarbejde til forældrene. Men tre minutter senere var hallen helt ren igen. Badmintonspillerne ryddede selv op, fortæller Dan Kaihøj tilfreds.

Fælles tur til Søften
Mange af klubbens spillere er jævnligt afsted i weekenden til individuelle turneringer, og BIF Badminton holder også selv 1-2 stævner om året.
“I år har vi forsøgt at genoptage traditionen med mindst én årlig klubtur for så mange medlemmer som muligt. Det ikke været muligt at finde én turnering for alle medlemmer samme dag. Derfor har vi lavet én tur i januar for U9-U15 og så kommer der en i april eller maj i lokalområdet for U17/19 spillerne,” siger Dan Kaihøj.
24 af klubbens U9-U15-spillere var d. 18. januar i Søften og repræsentere klubbens i de blå Brabrand-trøjer og flankeret af to ungdomstrænere. Midt på dagen dukkede også klubbens miniton-træner op.
“Vi praler ikke med resultater, men der var flere Brabrand-spillere i finalen også mod andre Brabrand spillere,” fortæller Dan Kaihøj.
I holdturneringen Brabrand IF Badminton hele 10 hold med i turneringen – 7 hold i ungdomsturneringen og 3 hold i seniorholdturneringen.
“Det er super fedt at se så mange, som er ude og spille og opleve al den glæde, som opstår under holdkampene. Man kan virkelig se, hvordan spillerne som følge af træningen bliver stadig dygtigere,” siger formand Jesper Richardt, Brabrand IF Badminton.