
I 35 år har gården Sølyst for enden af Louisevej dannet rammen om forskellige naturaktiviteter – i mange år drevet af Aarhus Kommune. Nu er stedet blomstret op, og et aktivt fællesskab af foreninger, som deler glæden ved naturen er rykket ind. Lørdag inviterer Teknik og Miljø igen til naturdag på Sølyst.
Du husker sikkert det ramaskrig, der rejste sig i 2022, da Børn og Unge i Aarhus Kommune ville lukke aktiviteterne for at spare en mio. kr. om året. I løbet af få uger skrev flere end 2000 personer under på en protest mod lukningsplanerne.
I dag, to et halvt år senere, sprudler Sølyst fortsat af liv. Nu er aktiviteterne dog ikke længere drevet af Natursamarbejdet, selvom Aarhus Kommune fortsat spiller en rolle på stedet.
Nu er en række foreninger, som alle har glæden ved naturen til fælles, også rykket ind på Sølyst. Havefællesskabet Sølyst, Natur Retur, Danmarks Naturfredningsforening, Naturfotografer i Danmark og Dansk Ornitologisk Forening er nu alle en del af hverdagen i de idylliske rammer på og omkring Sølyst et stenkast fra Brabrand Sø.
“Sølyst er stadig et offentligt, åbent naturområde. Der er stadigvæk dyr, bålhytte, bord-bænkesæt og forskellige faciliteter, som alle må bruge,” siger projektleder Stine Kamstrup Knudsen, Teknik og Miljø.
Job i Naturen, under Teknik og Miljø, har også til huse på Sølyst, passer dyrene og har den daglige drift af arealerne ved Sølyst.
Sølyst har fået nyt liv
Det er stadig Aarhus Kommune, der ejer jorden og bygningerne, men nu drives en af bygningerne på Sølyst i tæt fællesskab med de aktive foreninger på stedet, der også står for mange af naturaktiviteterne.

Desuden har de kommunale forvaltninger Børn og Unge og Sundhed og Omsorg også stadig aktiviteter på Sølyst.
“Jeg oplever, at Sølyst med den nuværende model har fået nyt liv. Vi er alle rykket lidt sammen i bussen og har glæde af og inspirerer hinanden, samtidig med at vi deler nogle ressourcer. Jeg oplever, at Sølyst er et levende sted, hvor mange mennesker kommer,” siger Stine Kamstrup Knudsen.
“Vi ser stadig også mange, som mødes til fejring af fødselsdage eller familie-picnic. Der er mange forskellige måder at bruge stedet på, og det synes jeg er rigtig fint,” siger hun.
Junior Rangers med i naturdag
Lørdag d. 17. maj er det dog medarbejdere fra Teknik og Miljø, som sammen med de unge naturformidlere i Junior Rangers i Gellerup står for aktiviteterne, når der kl. 10-13 er naturdag.
De jævnlige naturdage er blevet en stor succes, hvor mange børnefamilier fra hele Aarhus strømmer til Sølyst. Også denne gang kan børn og voksne sige hej til dyrene, varme sig ved bålet og gå på jagt i sansehusene.
“Vi åbner ind til dyrene, så du kan hilse på geder, kaniner og høns, og du kan som altid gå et spændende natureventyr, der gennem en magisk fortælling guider dig rundt på området,” lyder det i invitationen fra Teknik og Miljø.
Desuden er Sølysts grejbank åben, og man er velkommen til at låne en kikkert med ned til fugletårnet.
Åben grejbank
Grejbanken er en af de faciliteter, som både foreninger og de andre aktive brugere af Sølyst kan benytte sig af. Her kan også skoleklasser og daginstitutioner låne alt fra kikkerter til waders, lup og bålpander og andre ting til forskellige naturaktiviteter.
Grejbanken har åbent hver torsdag kl. 9-13, og i det tidsrum kan du også møde Aarhus Kommunes naturformidler, som kan hjælpe med tips og tricks til at bruge Sølyst og naturen i nærområdet.

“Der findes mange forskellige måder at lade glæde over naturen komme til udtryk, og jeg synes, det er lykkedes at skabe et fællesskab, der kan rumme forskellige perspektiver på naturen. Teknik og Miljø er stadig en del af det, men alle de andre aktører bidrager til fællesskabet på mange forskellige og spændende måder,” siger Stine Kamstrup Knudsen.
I fællesskabet er både kendte og nyere natur-aktører. Blandt de sidste er Foreningen Natur Retur, der er et naturfællesskab udsprunget og forankret i Aarhus, og som siden 2015 har lavet lettilgængelige, sociale naturture i og omkring Aarhus.
Natur Retur holdt tidligere til på Institut for X midt i Aarhus men valgte at rykke ud i 8220 Brabrand.
“Vi mener, at der er blevet for langt mellem mennesker og natur – og også for langt mellem mennesker. Vi laver ture sammen, fordi vi synes, det er sjovt, for fællesskabets skyld og fordi vi gerne vil skabe rammer for at opleve og mødes i naturen,” skriver Natur Retur på hjemmesiden LINK.
Desuden overvejer også foreningen Natur og Ungdom at rykke teltpælene til Sølyst, fortæller Stine Kamstrup Knudsen.
Der er lavet samarbejdsaftaler for en midlertidig testperiode til og med 2026 med alle aktører, der beskriver det naturfællesskab, de indgår i og bidrager til.
Læs også: