Konsulentvirksomheden Vision Pilot og Aarhus Soup inviterede forleden til en rundtur i Gellerup for iværksættere og kreative folk i det århusianske kulturliv. Formålet med turen var at tilbyde kontakter og netværk blandt bydelens kultur-aktører.
Konsulentvirksomheden Vision Pilot var forleden vært for en gåtur rundt i Gellerups aktive kulturliv. Deltagerne på turen var kreative unge og iværksættere fra store dele af Europa, som i øjeblikket studerer eller arbejder i Aarhus.
”Vi fik kontakt under Gellerup Iværksætter Festival. Aarhus Soup er en spændende organisation, hvor deltagerne ønsker at styrke deres netværk i Aarhus, fortæller Hanne Marklund, som er blandt initiativtagerne og en af drivkræfterne bar Vision Pilot.
”Vi har jo tre iværksætterhuse og en masse spændende kultur-institutioner i Gellerup. Formålet med turen er at åbne op for netværksskabelse med de lokale kultur-aktører. Her kan deltagerne møde dygtige folk, som de måske ellers skulle bruge lang tid på at komme i kontakt med,” siger hun.
Aarhus Soup er en organisation, der jævnligt via crowdfunding arrangerer møder, hvor man kan pitche projekter og få feedback på sine kreative ideer.
Rundturen begyndte hos Cirkus Tværs, hvor cirkusdirektør Søren Stockmar fortalte om de mange aktiviteter og projekter i lokalerne i Sports- og Kulturcampus.
Blandt de andre stop på vejen var Gellerup Art Factory, Gellerup Bibliotek og Gellerup Højskole.