
Onsdag aften besluttede Aarhus Byråd at bakke op om den kommende om- og udbygning af Engdalskolen, der vurderes at ville koste ca. 85 mio. kr. Ud fra nye prognoser for elevtallet på skolen er udbygnings-planerne nedjusteret, og skolen udbygges derfor kun med to nye klasselokaler.
“Engdalskolen er en super god skole, og det er også en stor skole. Og så er det en gammel skole, der er bygget over mange tidsaldre. Det er en skole, der trænger til mere plads – men også til at få opdateret toiletter, personale-faciliteter, men først og fremmest indeklima.”
Det sagde skole-rådmand Thomas Medom, da Aarhus Byråd onsdag aften godkendte oplægget til om- og udbygning af Engdalskolen.
Ca. 85 mio. kr. ventes projektet nu at koste – og det på trods af, at prognosen for skolens elevtal siden har ændret sig, så behovet for udbygning er nedskaleret.
Engdalskolen manglede i 2022-prognosen for skolens elevtal seks ekstra undervisningslokaler om fem år, stigende til otte lokaler på et ti-års sigte.
Men ud fra de seneste prognoser indeholder projektet nu en udvidelse af skolen med to undervisningslokaler, to faglokaler, toiletfaciliteter og personalefaciliteter.
Skolen får også nye udearealer, faciliteter til udeskole, et produktionskøkken med anretterforhold, samt en teknisk og pædagogisk modernisering i udskoling og mellemtrin. Samtidig er projektet udvidet med en større indeklima-renovering.
Faldende elevtal fra 2028
I kommunens budget for 2023 blev der afsat 47 mio. kr. til en ud- og ombygning af Engdalskolen. Den daværende prognose for elevtallet viste dengang, at Engdalskolen i 2027 ville mangle seks ekstra undervisningslokaler, stigende til otte undervisningslokaler i 2032.
Det var da vurderingen, at Engdalskolen i 2028 ville have flere end 1100 elever.
Men allerede året efter kom der nye tal fra Børn og Unge. De viste en noget mere afdæmpet udvikling: Allerede i 2028 ville elevtallet begynde at falde.
Mens arbejdet med planerne om en ombygning af Engdalskolen fortsatte, kom der hvert år en ny prognose for det forventede elevtal og behovet for klasselokaler.

Som det kan ses af grafikken ovenfor, har tallene ændret sig år for år. Men det overordnede billeder står dog klart, konkluderer Børn og Unge selv i et notat til politikerne:
“Fælles for prognose 2023-2025 er, at de forventer faldende elevtal efter 2028, og at de i årene 2033-2034 forventer, at skolen har omkring 1.000 elever fordelt på mellem 39-40 klasser,” skriver forvaltningen.
“Prognose 2024 og 2025 har reduceret udbygningsbehovet på Engdalskolen til to lokaler,” konkluderer Børn og Unge i notatet.
Aktuelt er der 38 undervisningslokaler på skolen, der altså fremover får 40 lokaler.
Men hvad så med kommende udbygninger af Brabrand – blandt andet den længe ventede byudvikling i Årslev, spørger du måske.
Tjaahh, de er ikke regnet med i oplægget, som politikerne nu har godkendt. I notatet fra Børn og Unge nøjes man med at konstatere følgende:
“Samtidig er de boliger, som forventes opført i Engdalskolens distrikt skubbet længere ud, hvilket har betydning for hvor mange børn og elever der er som grundlag i distriktet.”
Betydelige usikkerheder i økonomien
Tilbage til byrådssalen, hvor der generelt var stor opbakning til projektet, der tidligere har været beskrevet i denne artikel LINK.
Samtidig var der dog et betydeligt fokus på økonomien i det store ombygningsprojekt:
“Det er en omfattende og økonomisk stor prioritering, som vi skal følge tæt og være meget opmærksomme på, hvordan midler bruges,” sagde det socialdemokratiske byrådsmedlem Berit Rousing.
Martin Christensen fra Venstre var endnu mere kritisk. Han mente, at projektet var et eksempel på dårlig økonomisk styring:
“Selvfølgelig skal Engdalskolen have gode fysiske rammer. Det er afgørende for elevernes trivsel og læring. Men samtidig står vi med endnu et projekt, hvor økonomien skrider undervejs i planlægningen,” sagde han.

Han mente ligesom sin socialdemokratiske kollega, at der er betydelige usikkerheder i anlægsbudgettet på de 85 mio. kr. Samtidig undrede han sig over, at selvom de nye elevtals-prognoser havde mindsket behovet for udbygning af Engdalskolen, var projektet alligevel vokset.
“I stedet for at justere projektet, er det blevet dyrere. Det er ikke god økonomistyring. Derfor vil vi fra Venstre pege på en styrket projektsikring i Aarhus Kommune,” sagde han.
Desuden pegede både han og Isabelle Heilmann fra Enhedslisten på, at der ikke er taget stilling til driften af skolens kommende produktionskøkken, og at analysen af idrætsfaciliteterne på skolen viser en permanent overbelægning.
“Vores samlede vurdering er, at det er et projekt uden helhedstænkning. Vi vil derfor gerne ha´, at det sendes til drøftelse i Børn og Unge-udvalget, afsluttede han.
Og sådan blev det – dog ikke uden nogle stikpiller fra både de radikales Mahad Yussuf og Enhedslistens Isabella Heilmann om, at der kun få kilometer væk ligger en anden folkeskole, Sødalskolen, der har en del ledig kapacitet.
“Vi skal på et tidspunkt kigge på hele kapacitets-udfordringen, vi har på vores skoler. Kunne vi udnytte kapaciteten bedre på de nærliggende skoler,” spurgte Mahad Yussuf.
Skolerådmand Thomas Medom (SF), svarede, at det var en anden og større diskussion.
“Men vi har jo frit skolevalg, og det betyder, at Engdalskolen nu en gang er presset. Med en anden fordeling af eleverne står vi i en situation, hvor man måske vælger et andet skoletilbud til sine børn,” sagde Thomas Medom.
Læs også:
Pris for ombygning af Engdalskolen næsten fordoblet til ca. 85 mio. kr.
