Efter de sensationelle sejre over superliga-holdene Randers FC og FC Nordsjælland taler man i hele Danmark om Brabrand IF: Kan de gøre det igen mod Viborg FF? Det står nu klart, at det første af de to opgør spilles på hjemmebane i Brabrand søndag d. 8. december kl. 13.00.
”Man kunne godt have flyttet kampen til et andet stadion, men det har vi ikke ønsket. I så fald skulle vi tvinges til det,” sagde sportschef i Brabrand Divisions Fodbold, Andreas Rasch-Christensen forleden.
Og nu er det faldet på plads: Det første af de to kvartfinale-opgør mod superliga-holdet Viborg FF spilles på idrætsanlægget på Engdalsvej søndag d. 8. december kl. 13.00. Returkampen spilles i Viborg ugen efter.
Om kampen spilles på græs på klubbens opvisningsbane eller på kunstgræsbanen, vides endnu ikke. Det afgør vejret i begyndelsen af december.
”Vi ved, at vi kan håndtere begge modeller. Hvis kampen spilles på græs bliver set up´et nogenlunde som mod FC Nordsjælland – og hvis vi bliver nødt til at spille på kunstgræs, har vi tidligere prøvet noget tilsvarende i opgøret mod Esbjerg fB i 2. division. Og så skal vi nok i begge tilfælde opjustere en smule på sikkerheden”, fortæller sportschef Andreas Rasch-Christensen.
Absurd stor forskel
Sportschefen har i den seneste tid brugt en del af sin tid på at forhandle med Aarhus Kommune om at få lov til at spille kampen hjemme på Engdalsvej. I december er fodboldbanerne i Aarhus ellers lukket ned, og det har ikke været nemt at få kommunens accept, fortæller han.
Det har blandt andet været et krav, at Brabrand IF skulle flytte den kommende lørdags 3. divisionskamp væk fra græsbanen Domis Park. Kampen lørdag kl. 14.00 spilles i stedet på klubbens kunstgræsbane.
”Hos kommunen så de det som usandsynligt, at kampen vil kunne spilles på græs i december. Men nu må vi se, hvordan vejret er på det tidspunkt. Under alle omstændigheder skal vi selv udbedre skaderne på banen, hvis det ender med, at vi spiller kampen på græs.”
Han betegner diskussionen med Aarhus Kommune om brug af banen som et eksempel på, hvor svært det er for en mindre klub som Brabrand IF at kunne afvikle en kamp af den kaliber. Her oplever han en betydelig forskelsbehandling i kommunen:
”Jeg kan godt forstå, at der er forskel på os og AGF. Men her oplever vi så gigantisk en forskel, at det bliver helt absurd. Vi må komme krybende på vores grædende knæ for at opnå en minimal lempelse. Det er virkelig frustrerende,” fortæller han.
Ønsker hjælp fra Divisionsforeningen
I det hele taget har han i de sidste uger oplevet, hvor svært det kan være for en mindre klub at håndtere afholdelsen af stort anlagte fodboldkampe i pokalturneringen.
”Det er bestemt ikke nemt. Vi bliver mødt med krav fra bl.a. Divisionsforeningen og kommunen, der gør at det kan være svært for os at håndtere. Vi bliver bare præsenteret for kravene, i stedet for at man hjælper os med sparring og støtte til for eksempel at hyre professionelle sikkerhedsvagter,” siger Andreas Rasch-Christensen.
I løbet af efteråret har Brabrand IF fastholdt, at klubben ønsker at afvikle pokalkampene mod Randers FC, FC Nordsjælland og Viborg FF på hjemmebane, da det er i turneringens ånd at kunne spille på de mindre holds hjemmebane.
Den holdning har Divisionsforeningen nu lyttet til og har med en regelændring gjort det sværere at ”sælge” hjemmebanefordelen.
”Det er den rigtige beslutning – men så må man også følge op og sikre, at de små hold får hjælp til at afvikle de kampe. Vi er meget privilegeret i Brabrand, at vi har så mange frivillige, som hjælper til med at løfte sikkerheds-opgaverne, men det er ikke alle, der har den mulighed,” siger han.
Sportschefen understreger, at man i Brabrand IF ikke lægger op til at skulle tjene penge på afvikling af pokalkampene. Det skal bare kunne løbe rundt.
Håbet er dog, at hjemmekampen mod Viborg FF kan generere et lille overskud. Det bliver dog en minimal indtjening, hvis kampen spilles på kunstgræsbanen, hvor der maksimalt kan være 800 tilskuere til kampen.
Til gengæld er der håb om et beløb i tv-penge, da Viaplay har har sagt ja til at transmittere kampen. Det er en af årsagerne til, at kampen spilles en søndag kl. 13.