Mens vi alle ser frem mod nogle kolde og mørke måneder, er folkene bag Grimfest klar til at åbne for billetsalget og præsentere de første navne til Grimfest 2025. Søndag kl. 12.00 åbner billetsalget, og du kan spare en del penge ved at slå til hurtigt, lover festivalen.
Efter stor efterspørgsel og en totalt udsolgt festival i 2024 gør Grimfest sig nu klar til at byde på endnu en uforglemmelig oplevelse i hjertet af Skjoldhøjkilens grønne omgivelser.
Festivalen, kendt som en kulturel perle i Brabrand, har de seneste år oplevet stigende opmærksomhed, og i sommer blev samtlige billettyper udsolgt, da Grimfest løb af stablen for 20. gang med rekordmange besøgende.
Festivalen og organisationen bag er for nyligt blevet nomineret til Brabrand Erhvervspris som anerkendelse for sit bidrag til lokalområdet og som et kulturelt samlingspunkt i Østjylland.
Grimfest 2025 introducerer en ny trappemodel, hvor de første partout-billetter er billigst – så jo hurtigere du er, desto bedre en pris kan du få.
Festivalens begrænsede kapacitet betyder, at der kun er et begrænset antal billetter til rådighed. Trods den stigende efterspørgsel fastholdes det nuværende billetantal for at bevare festivalens unikke atmosfære, hvor nærhed og hygge er i fokus.
Som altid vil Grimfest præsentere et bredt musikprogram med både spændende, spirende talenter fra vækstlaget og etablerede navne i uvant nærbillede på Skovscenen. Hver søndag i advent afsløres de første kunstnere, der vil gæste Grimhøjgaard.
Søndag kl. 12.00 kommer partout-billetterne til salg. Dags- og børnebilletter bliver tilgængelige senere, når dagsprogrammerne offentliggøres.
Grimfest 2025 finder i 2025 sted i dagene 31. juli til 2. august på Grimhøjgaard. Billetter kan købes via dette link.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Grimfest.