Søndag var en festdag hos Tyrkisk Kulturforening på Sintrupvej. Foreningen var vært for en tyrkisk kulturdag, hvor flere hundrede mennesker besøgte kulturforeningens lokaler og købte klassiske tyrkiske retter. Indtægterne går til foreningens arbejde for børn og unge.
Køen var lang til de mange boder med traditionelle tyrkiske retter som kebab, fyldte peberfrugter og böregi, der er dej fyldt med ost og krydderurter. Og naturligvis var der også mange søde sager – klassisk tyrkisk bagværk.
Mange familier havde medbragt de mange retter, der var til salg på dagen. To timer efter kulturdagens start begyndte det allerede at tynde lidt ud i fadene. Til gengæld var der i hele bygningen fyldt med børnefamilier og ældre, som benyttede dagen til at mødes og hygge sig sammen.
”Vi forsøger at holde tyrkisk kulturdag så tit, vi har kræfterne til det. Rigtig mange bakker op om det og bidrager med lækker mad, og foreningen skaffer hermed penge til de mange forskellige aktiviteter, der foregår her,” fortalte Davut Ataman, som er bestyrelsesmedlem i foreningen.
”Vi ser mange nye ansigter, når vi holder kulturdag, og det er vi kun glade for. Vi håber, at de kommer igen, enten til de faste arrangementer, vi har i løbet af ugen, eller når vi for eksempel har rundvisninger i huset,” tilføjede han.
I bygningen på Sintrupvej ligger Tyrkisk Kulturforening side om side med moskeen Brabrand Ulu Cami.