Fremtiden for den århusianske dansescene Bora Bora begynder efter al sandsynlighed med G. Det tyder nemlig på, at scenen kan flytte til enten Godsbanen eller Gellerup. Det er forligspartierne bag det seneste budgetforlig, der har bedt om, at de to scenarier nu bliver undersøgt nærmere.
Partierne bag det seneste budgetforlig har besluttet at igangsætte en analyse af to mulige placeringer for dansescenen Bora Bora. Det skal undersøges, om Bora Bora kan flyttes til Godsbanen eller til Gellerupscenens tidligere lokaler.
”Det er vigtigt ,at vi nu får sat gang i en afklaring af Bora Boras fremtid. Bora Bora bidrager til et alsidigt og spændende kulturtilbud i Aarhus. Derfor er det afgørende med den brede politiske opbakning til at finde nogle fremtidige placeringer, som dansescenen kan flytte til, når den skal forlade de nuværende lokaler på Brobjergskolen,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
En af mulighederne er, at Bora Bora flytter til Gellerupscenen. Byrådet vedtog i december 2022 en indstilling om udviklingen af Fredspladsen og Gellerupscenen. Det skete på baggrund af en forundersøgelse, som blev lavet i samarbejde mellem Aarhus Kommune og Realdania.
Tæt samarbejde med en kommende Gellerup Højskole
Beslutningen indebærer, at bygningerne ved Gudrunsvej 78-82, herunder Gellerupscenen, bevares. Der arbejdes videre med et scenarie, hvor Gellerupscenen sammen med en del af den øvrige bygningsmasse overdrages til Gellerup Højskole.
Faciliteterne er nedslidte, og forventningen er, at der skal laves indvendig og teknisk istandsættelse, men at den udvendige istandsættelse er en del af et kommende samlet udviklingsprojekt. Der arbejdes i øjeblikket på at finde finansiering til en basis-renovering af bygningerne for i alt omkring 180 mio.kr.
Gellerupscenen er større og har flere faciliteter, end der forventes at kunne tilbydes på Godsbanen. Et genhusningstilbud på Gellerupscenen forudsætter et fremtidigt samarbejde mellem Bora Bora og en kommende højskole.
Brobjergskolen skal være center for børnekultur
En anden mulighed er, at Bora Bora flytter til Godsbanen. Dette forudsætter, at Katapult, efter at de har mistet deres driftstilskud, ikke kan fortsætte i de nuværende lokaler på Godsbanen. I dette scenarie skal det undersøges, hvilke genhusningsfaciliteter på Godsbanen, der kan tilbydes BoraBora, og hvilken økonomi der er forbundet hermed.
Forligspartiernes ønske om en analyse af fremtidige placeringer af Bora Bora kommer, efter at det i budgetforliget for 2021 er besluttet, at der skal ske en udvikling af Brobjerg Skolen. I budget 2021 står der:
”Visionen for Brobjergskolen er, at den skal udvikles til at blive et Børnekulturproduktionscenter, hvor der er plads til en fortsat udvikling af scenekunsten. Målet er at omdanne Brobjergskolen til en unik attraktion og et fælles rum for børn i dagtilbud og skole, unge talentelever og børnefamilier og skabe sammenhængskraft til det omkringliggende miljø.”
For at realisere visionen og sikre sammenhængen til den kommende omdannede Musikhuspark er det nødvendigt at tilbyde Bora Bora genhusningsfaciliteter, så Bora Bora kan flytte fra Brobjergskolen, når denne skal laves om til et produktionscenter for børnekultur.
Analyserne skal afdække den nødvendige økonomi og Bora Boras muligheder. Bora Bora, Den selvejende Institution Godsbanen, Gellerup Højskole og andre relevante aktører vil blive inddraget i arbejdet, der forventes at være afsluttet med udgangen af 2023.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Kultur og Borgerservice.