Der var en lille smule sommerfugle i maven hos de fleste elever – og tendenser til kaos i gymnastiksalen på Engdalskolen tirsdag middag. Præcis som det skal være før en forestilling! Onsdag og torsdag skulle det være gået løs med årets musical på skolen, men den blev onsdag formiddag aflyst på grund af corona-smitten.
Opdatering: Engdalskolen aflyser forestillingerne for publikum på grund af smittefare. Artiklen her er skrevet før aflysningen.
”Spil nu de ord, I siger. I skal ikke bare stå – I skal være en lille smule mere levende i hele jeres krop, mens I spiller. Find på noget. I er dygtige. I kan improvisere!”
Det er tirsdag middag, og det er ved at være oppe over før premieren onsdag. Instruktør Anne Højgaard Ramballe siger det, så direkte hun kan: Det er nu, eleverne skal tage de sidste skridt og virkelig blive skuespillere.
Siden efterårsferien sidste år har eleverne på sjette årgang været i gang med at forberede musicalen ”Så kan de lære det!” Faktisk har de selv skrevet det meste af stykket selv.
Musicalen handler om, hvad man som voksen kan lære af Astrid Lindgrens fortællinger som bl.a. Pippi Langstrømpe og Brødrene Løvehjerte? Eleverne har i grupper skrevet stykkets delelementer på basis af fem forskellige af Astrid Lindgrens historier.
Dertil kommer en række populære sange – blandt andet dukker Rasmus Seebachs ”Millionær” op undervejs.
Husk at tale højere!
Alle elever på sjette årgang er i sving som skuespillere, i band, kor eller som dansere – plus alt det andet der skal være på plads, for at forestillingen kan fungere.
Og tirsdag skulle det hele så bindes sammen: Skuespillerne fik deres tøj på og blev sminket, og alle skulle øve sig i at præstere sammen. Tonen blev derfor lidt mere skarp hos lærerne:
”Vær nu oppe på dupperne, I ved hvad der skal til! Gør jer umage. Har I husket makeup? Sidder jeres tøj rigtigt? Det ser ikke godt ud med orange strømper, med mindre man er Pippi. Tag et kvalitetstjek på jer selv, før I skal på scenen”, rådede Anne Højgaard Ramballe.
”Og så er der nogen der skal tale højere – kan vi ikke aftale, at det bare er alle, der taler højere?”
Vores Brabrand fangede eleverne Asta, Signe, Thomas, Dagmar, Astrid og Marie til en kort snak, inden de afsluttende prøver. Var der ved at være stress på.
”Nej, ikke sådan stress, men der er ret meget kaos lige nu. Folk de farer rundt, og der er ingen lærere. Men vi skal nok blive klar”, lovede de.
Hvad skal publikum forvente, når de møder op til forestillingerne onsdag og torsdag?
”At vi klarer det fuldstændig fantastisk,” lød svaret overbevisende – og med store smil.
”Så kan de lære det!” vil blive opført onsdag og torsdag formiddag for skolens elever. De to aftenforestillinger for forældre og bedsteforældre er aflyst.