Julestemningen var onsdag eftermiddag flyttet ind på Sødalskolen, hvor de yngste klasser – 0.-3. klasse – og deres forældre var samlet for at klippe julepynt, drikke glögg og spise æbleskiver. I et sidelokale blev der spillet banko om fine præmier. Skoleleder Anne Katrine Kusk fortalte i løbet af arrangementet om de mange traditioner på Sødalskolen, der skal give børnene en fornemmelse af tilhørsforhold til skolen.
Også i efterårets sidste håndboldkamp blev det til sejr for Brabrands serie 2-kvinder, da holdet onsdag aften vandt 22-17 på udebane over Harlev. Brabrand IF rykker hermed suverænt op i serie 1. Også klubbens to bedste herrehold er på vej en række op til 3. division og danmarksserien.
I eftermiddag kl. 14-15 byder Gellerup Bibliotek på fælleslæsning, hvor der bliver læst højt af korte tekster, og derefter taler deltagerne om de emner, som bliver bragt i spil. Det kræver ingen forberedelse. Bare kom som du er, lyt og snak, lyder det fra biblioteket.
I aften kl. 18-20 kan du på Gellerup Bibliotek opleve, hvordan litteraturen kan åbne op for den komplekse sorg, når forfatter Caroline Albertine Minor tager deltagerne med ind i sorgfulde og reflekterende fortællinger. Deltagelse er gratis.
Fredag kl. 14-16 kan du hos genbrugsbutikken LuksusBank, Langdalsvej 75, lave dine egne personlige smykker til dig selv, eller én du holder af. Ann står klar i butikken til at hjælpe dig. Tilmelding koster 100 kr. som du betaler via Mobile Pay. Beløbet bliver senere fratrukket prisen på smykkerne, når du er færdig. Du kan lave en halskæde for 150 kr. øreringe koster 125 kr., og armbånd 75 kr. Tilmeld dig via LuksusBanks Instagram-profil.
