TV2 Østjylland har været på besøg på Engdalskolen for at se nærmere på skolens udfordringer med for få klasselokaler. Du kan se reportagen her. TV2 Østjylland har også talt med rådmand Thomas Medom om den kommende analyse af skolestrukturen. Han siger: “Det, vi skal se på, er, hvordan vi håndterer, hvis der kommer helt op mod 400 ekstra børn i Årslev. Dem kan vi ikke bare proppe ind på Engdalskolen lige meget, hvor mange penge vi havde. Der er brug for at kigge på hvilken model, der er den klogeste.”
Traditionen tro byder Lokalcenter Brabrand på Disneyfilm i efterårsferien. I dag kl. 14.00 gælder det ”Lady og Vagabonden”.
I dag og i morgen fra kl. 12.30 er der som altid i efterårsferien Gellerup Cup i fodbold i Globus 1 på Gudrunsvej. Der er fyldt med stemning i hallen, når børn og unge fra lokalområdet dyster om hæder og ære i indendørs fodbold.
I dag kl. 15.30 fejrer Gellerups Glade Gavlmalere færdiggørelsen af udsmykningsopgaven på containeren ved Information Vest med lidt godt til ganen. Det foregår på adressen Tinesvej 31, og alle er velkomne.