I aften kl. 19.30 byder Brabrand Aarslev Kirker på endnu et arrangement i serien om N.F.S. Grundtvig. Morten Fester Thaysen, domprovst i Ribe, holder foredraget “Hvor blev åndsfriheden af?” Da Grundloven blev skrevet, var det med en tanke om, at åndsfriheden skulle være det, der skulle føre Danmark ind i fremtiden. Med åndsfrihed mente man frihed til at tænke, tro og tale. Deltagelse er gratis, men kaffe/kage koster 40 kr.
Webudvikleren Michael Visser har fået stor opmærksomhed med sit nyudviklede site Brabrandstien.dk, hvor man kan se, om der står vand på stien omkring Brabrand Sø. Også Aarhus Kommune har rakt ud til ham, fortæller han til Din Avis Aarhus: “Det var bare en venlig forespørgsel, og de spurgte bare til, hvordan jeg bruger dataene og sætter den sammen, og så fortalte de bare, at de synes, det var et virkelig cool projekt. Og min dør står åben, for jeg vil elske at sidde med dem og vise, hvad det her site kan – og snakke om, hvordan vi måske kunne hjælpe hinanden, siger han til avisen.
Grimfest offentliggjorde søndag endnu et navn til sommerens festival, nemlig den kvindelige rapper Josie Amadonna. “For en kvinde, der er vokset op i Vestjylland med Holstebro som nærmeste geografiske pejlemærke, er en karriere som badass rapper måske ikke ligefrem skæbnebestemt. Men det er lykkedes mere end pænt for Josefine Amalie Vinther Møller alias Josie Amadonna,” skriver Grimfest. Hun har foreløbig udgivet de to singler – ‘Josie fra marken’ og ‘KBH (kalder på mig)’.
Brabrand IF Fodbold meddeler, at Malerfirmaet Helge og Michael Jørgensen A/S har gentegnet sponsoraftalen med Brabrand Divisions Fodbold. Malermester Michael Lee Jørgensen fortæller, at virksomheden gerne vil bakke op om sammenholdet omkring fodboldholdet. “Dette sammenhold vil vi naturligvis gerne være en del af og bakke op om. Derudover er der et meget velfungerende sponsornetværk, som også giver lokalt sammenhold på erhvervssiden,” siger han.
Forleden havde Pernille Stentoft, Esben Trige og Gellerup Museum inviteret lokale borgere på en rundtur i Gellerup og Toveshøj for at opleve og høre historien fra længe før, der var noget der hed Gellerupparken og Toveshøj. Turen førte deltagerne rundt i Tousgaard, “den hvide gård” og “den røde lade”, hvor deltagerne undervejs hørte om de personer, der tidligere har boet på gårdene i området og som har formet områdets historie.