I formiddag kl. 11.00-12.30 byder Christine Wiklund på intuitiv dans på Stadepladsen. Hun guider dig til at slippe selvbedømmelsen og tankerne omkring dansen og kroppen, for en stund. “Et trygt og frisættende bevægelsesrum i naturen, som du går fra både lettere og mere jordforbundet, med åndedrættet helt nede i maven og måske – nogle nye bevægelsesvenner rigere,” skriver hun i invitationen. Du kan tilmelde dig her.
En familie på Silkeborgvej i Brabrand har i weekenden haft besøg af indbrudstyve. I følge politiets døgnrapport er indbruddet begået mellem fredag kl. 17:00 og lørdag kl. 12:30.
Søndag kl. 15.00 tager Vatanspor hul på en spændende sæson i fodboldens Jyllandsserie 2, hvor Aarhus 1900 er modstanderen på det hyggelige anlæg ved Sødalskolen. Det sker efter et døgn, hvor klubben har været i medierne efter en pressemeddelelse, hvor sportschef Osman Eroglu fortalte om adskillige tilfælde af chikane, “hvor vores navn og etniske rødder bliver brugt som argument for, at vi ikke hører hjemme i Danmark”. Men nu har klubben lagt det bag sig, skriver Eroglu: “Beskeder, kommentarer og støtte er kommet fra nær og fjern, og det betyder mere for os, end I måske aner. Det varmer at mærke, at man ikke står alene, når tingene bliver svære. En helt særlig og stor tak skal lyde til AaB Support Club og alle AaB-fans for jeres fantastiske opbakning. Det har gjort stort indtryk på os.”
20 fodboldhold er tilmeldt søndagens Fodboldcup for Gaza, der foregår på Arena Vest i Gellerup fra kl. 12. Undervejs kan du høre koncerter med Dipset, Isso, Houssam Zamzam, Chadi Abdul Karim og Gadekoret. Der er mulighed for at købe mad og drikke på pladsen. De indsamlede penge går til foreningen Hand in Hand og deres arbejde i Gaza.
Tirsdag d. 18. august kl.17 inviterer Fredens Hus til et debatarrangement om fred og forsoning. Journalist Anders Laugesen inviterer til en samtale med deltagelse af bl.a. Zainab Nasrati, som gennem en årrække har markeret sig i den offentlige samtale om danske muslimer. Anton Baare er seniorrådgiver i freds- og udviklingsarbejde og har i flere år arbejdet med fredsmægling internationalt. Laura Bjørg Serup Petersen, teolog og medlem af bestyrelsen i Fredens Hus. Samtalen vil blive optaget og indgå som en del af DR podcasten Pilgrim, hvor Anders Laugesen rejser ind i troens verden og deler fortællinger fra mennesker, som på forskellige måder er optaget af og lever med troen. Læs mere her.



